0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bidt af en muteret edderkop

Spider-man-fans bør ikke gå glip af det fremragende konsol- og pc-spil, der følger i kølvandet på filmen. Det er flot, sjovt og føles helt rigtigt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Spilanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Spilanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det burde være reglen, at store Hollywood-skuespillere også lagde stemmer til spillet, når de alligevel var i gang med at optage filmen. Sådan er det endnu ikke, men hvis Spider-manspillet er noget mål for fremtiden, så kommer det forhåbentligt til at ske. I spillet Spider-man lægger Tobey Maguire stemme til Peter Parker og hans netsvingende alias, og Willem Dafoe giver endnu en fremragende præstation som den onde grønne dæmon, Green Goblin.

Det gør en stor forskel, at skuespillere af den klasse gæster et computerspil, men det er langt fra det eneste, der begejstrer ved Treyarchs glimrende og energiske tour-de-force gennem New Yorks undergrund og skyline.

Som fan af tegneserier generelt og den gode gamle Edderkop i særdeleshed fangede jeg mig selv i gang på gang at sidde og grine lykkeligt over hændelserne på skærmen: Mødet med Shocker og hans brutale energiudladninger, kampen for at beskytte Skorpionen mod angribende edderkopperobotter, en luftduel med plejehjemskandidaten Gribben og ikke mindst de utallige svingture mellem skyskrabere for at få has på Green Goblin.

Karaktererne og stemningen er klokkerent ramt, Mary Jane Watson er så smuk som jeg husker hende og Spider-mans trade mark - fornærmelser flyder i lind strøm. Alt er godt i Marvel-land.

I Spider-man spiller man den unge knægt Peter Parker, der efter at være blevet bidt af en muteret edderkop får enorme kræfter, heriblandt en særlig edderkoppekraft, der advarer ham mod farer og et par håndled, der er i stand til at skyde netstrenge i tilsyneladende uendelig strøm.

Spider-man har også evnen til at kravle på vægge og lofter, og den evne gør spillet til rumlig udfordrende oplevelse: Snart står man på jorden, snart hænger man fra en loftslampe. I et ægte 3D-spil kan det hurtigt blive forvirrende, hvad der bogstaveligt talt er op og ned.

Men sådan er Spider-mans verden nu en gang.

Langsomt kamera
I spillet starter man med at kæmpe mod bander for at finde sin onkels morder, men derefter er det de tunge drenge og deres håndlangere, man er oppe i mod. Nogle af kampene foregår indendørs, og i enkelte scener man har mulighed for enten at kæmpe eller snige sig forbi strabadserne.

Andre kampe foregår svingende blandt skyskraberne, og her viser spillet grafisk, hvad det er i stand til. Det er storslået lavet, og med lidt tilvænning får man ganske godt styr på Peter Parker og hans svingeri. Det er så sandelig også nødvendigt. I en bane skal man demontere gasbomber på tid, og blot en enkelt fejl er fatal.

Spider-man fungerer glimrende som spil, men det har også sine problemer. Mest udtalt er spillets kamera, der følger Spider-mans færden. Kameraet er simpelt hen for langsomt til at ændre vinkel, og i alt for mange tilfælde kan man ikke se, hvor man er på vej hen. Man kan manuelt ændre kamerastilling, men heller ikke det virker alt for kvikt.

Et større problem er spillets længde. Hvis man er typen, der elsker at spille et spil gang på gang, er Spider-man et godt valg, for der er masser af specials , der først fremkommer efter første gennemspilning og masser af kampteknikker, man ikke når at afprøve. Men gider man kun spille et spil en gang, giver Spider-man sammenlagt ikke mere end to-tre dages intensiv spilletid.

Det er for lidt. Xbox-versionen er lidt længere end den testede PS2-version. Kun i Xbox-versionen møder man nemlig en af Spider-mans ærkefjender, Kraven.
Men trods sine fejl er Spider-man et dejligt bekendtskab. Fans af Peter Parker bør skaffe sig dette spil.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere