Over dig suser tre kamphelikoptere forbi, mens to pansrede mandskabsvogne fræser mod den fjendtlige base, hvor seks gigantiske kampvogne allerede er kørt i stilling og begyndt at besvare ilden. Få sekunder efter har du indtaget fjendens kraftværk og dekoreret dets interiør med plastisk sprængstof, der får den mægtige bygning til at styrte sammen i grus. For nogle en hektisk krigsskueplads, men for dig er det bare endnu en travl hverdag på arbejdet som kommandosoldat. 'Command & Conquer'-serien er ellers berømt for rendyrkede strategispil som eksempelvis 'Red Alert' og 'Tiberian Sun', men i et ambitiøst forsøg på at erobre den populære 3D-actiongenre spiller man i dette nye afsnit af serien kaldet 'Command & Conquer: Renegade' rollen som blot en lille brik i et større strategisk spil. Denne gang er det computeren, der sidder som den suveræne hersker, der nådesløst styrer sine små enheder rundt på et stort oversigtskort, og du har sådan set bare at parere ordrer. Heldigvis er du som kommandosoldat en af de mest hårdføre brikker, der kan anvende alle såvel våbentyper som køretøjer. Traditionen tro er 'Renegade' opdelt i to dele; en episk kampagne, hvor man som kommandosoldaten Nick 'Havoc' Parker skal gøre livet surt for den onde organisation Broderskabet af Nod, og en multiplayerdel, der tillader en at spille en række forskellige roller lige fra ingeniør til fodsoldater bevæbnet med flammekastere, raketstyr eller snigskytterifler. Rambo er ikke vred, Rambo er skuffet Den episke enkeltspillerkampagne er bygget over en uhyre tyndbenet historie, og det hjælper bestemt ikke, at hovedpersonen er en omvandrende kliché, som selv Rambo ville være flov over at blive sat i bås med. Som kommandosoldaten Havoc skal man rask væk bombe baser og samtidig redde forskere og soldater fra fjendens klør, hvilket ville være ganske underholdende, hvis det ikke var for de deciderede snotdumme fjender, som spillet forsøger at udfordre en med. Gem dig bag et hjørne og skyd løs på en fjendtlig soldat, og han bliver stående naglet til stedet, som om intet var hændt. Bliver man opdaget af de fjendtlige soldater, så løber de som et kuld lemminger resolut i lige linie frem mod en, hvilket gør dem til chokerende lette ofre for ens maskinkanon. Sættes sværhedsgraden i vejret, ændrer soldaterne beklageligvis ikke adfærd, men de bliver bare mere hårdføre og vælter indover dig i større antal, hvilket ikke just er den bedste måde at gøre et spil sværere på. Samtidig er designet af banerne alt for restriktivt, for selvom der tit er store arealer og flere veje at vælge imellem, så kan størstedelen af banerne gennemføres ved, at man følger en enkelt og nøje fastlagt vej. Størrelsesordnen af banerne ligger ellers op til at kunne angribe ens mål fra flere forskellige vinkler, men det er sjældent tilfældet, og når balancen mellem de forskellige våben er stort set ikke eksisterende, ender enkeltspiller-kampagnen som en kortvarig og noget hul fornøjelse, der ikke når spil som 'Medal of Honor' eller 'Return to Castle Wolfenstein' til bare kanten af militærstøvlerne. Jamen, hvad med køretøjerne? Konceptet bag 'Renegade' i multiplayer lyder unægtelig besnærende: betjen et bredt udvalg af køretøjer, antag rollen som forskellige supersoldater fra 'Command & Conquer'-universet og arbejd sammen med de andre spillere for at destruere den modsatte sides base. Præcis som i strategispillene indsamler man grundstoffet Tiberium, som ved ens base omdannes til penge, der skal bruges til at anskaffe sig køretøjer, kampvogne og bedre våben. Og det er forrygende underholdende, når man spiller 'Renegade' over et lokal netværk som på en netcafé, fordi her kan man tale sammen og bedre koordinere sine angreb, hvilket er altafgørende for kampenes udfald, men samtidig også for hvor morsomme de er at deltage i. Netop derfor er spil over internettet en noget mere speget sag, da det kræver stor disciplin, hvis man skal arbejde effektivt sammen - specielt når spillets indbyggede kommunikationssystem til de andre spillere langt fra er ligeså detaljeret, som man har set i for eksempel 'Counter-Strike' eller 'Tribes 2'. At spille 'Renegade' på en tilfældig server sammen med folk, man overhovedet ikke kender, er kun skægt de første par gange. Køretøjerne fra tunge kampvogne til hurtige jeeps føles dejligt forskellige, men de bliver hurtigt et alt for dominerende element i multiplayer, fordi uden et køretøj er man et let bytte. Både grafik og lyd bærer præg af, at spillet har været lang tid undervejs. Grafikken er kantet og ganske udetaljeret set i forhold til andre af nutidens 3D-actionspil. 'Renegade' er superb underholdning, hvis man sidder samlet på en netcafé med en række bekendte, hvormed karakteren ville nå de højere luftlag, men at spille det alene eller over internettet mod andre fordrer mere god vilje og gåpåmod end andre af spillets konkurrenter.