Udbudet af rollespil til PlayStation 2-konsollen har indtil nu ikke just været så imponerende, at garvede computerrollespillere i hobetal ofrer deres hidtidige platforme og konverterer til konsollen. Nu prøver Sony at råde bod på dette med udgivelsen af 'Dark Cloud' (DC), der er firmaets første forsøg udi rollespilsgenren på konsollen. Spillets historie kredser om den unge helt Toan, der snarligt erfarer, at morgensure lampeånder har omfattende problemer med at integrere sig i hans eventyrverden. Da en gnaven lampeånd efter bud fra en skurk har raseret Toans hjemby, skal man styre Toan, således at han bliver helten, der redder verden. Hele Toans hjemby er forsvundet fra eventyrjordens overflade, og man erfarer snart, at den onde ånd har indkapslet såvel huse som mennesker i magiske kugler, der er blevet spredt ud over hele eventyrverdenen. Opgaven er derfor at finde alle kuglerne og genskabe byen. I takt med generhvervelsen af byens huse og indbyggere skal man i ægte 'SimCity'-stil genopbygge byen efter eget hoved, men stadig helst så indbyggerne bor der, hvor de allermest lyster. På mange punkter forsøger DC at adskille sig fra mainstream-rollespillene ved at inddrage elementer fra action- og strategigenren, for det er et helt spil i sig selv at få samlet dette store puslespil korrekt. Denne byggedel af spillet er både et pudsigt afbræk fra hovedspillet og et forfriskende om end lineært pust til selve genren. I hovedparten af spillet følger man Toan set bagfra i tredjepersonsperspektiv som i 'Tomb Raider'-spillene, og spillets kampsystem er udelukkende baseret på action. Man gennemsøger utallige huler og skove i jagten på de magiske kugler, og alle baner er befolket af adskillige monstre. Når som helst kan man gå tilbage til byerne for enten at genvinde kræfter, tale med indbyggerne eller placere nogle af de huse eller indbyggere, man har genfundet under sin jagt. Dette skift giver et afvekslende gameplay, hvor man sjældent føler, at man laver det samme, og spiloplevelsen varieres yderligere både i valget mellem fem andre hovedpersoner senere i spillet og via spillets mange små underspil. Disse kan være reaktions-afhængige spil, som når man kæmper imod større monstre eller blot dyrker fredeligt fiskeri i den lokale andedam. Dette gør samtidig, at DC placerer sig mellem flere stole, og spillets miks vil derfor hverken tilfredsstille hardcore strategi-, rollespils- eller actionfans. Alt afhængig af, hvad man er vant til, er DC enten et dybsindigt rollespil piftet op med actionelementer eller et action-præget rollespil. Trods gode intentioner kan genopbygningsfasen af byerne blive trivielt i længden, og selv om manglen på syntetisk tale gør spiloplevelsen en kende flad og forældet, kæmper den velkomponerede musik en brav kamp for at opretholde spillets gode stemning. Brugerfladen er eksemplarisk intuitiv, kompleks og simpel på samme tid, og grafikken er farverig, skarp og holdt i en overnuttet tegneserieagtig stil, som man enten vil elske eller hade. Fjendernes intelligens er samtidig ofte irriterende god, og selv om spillet i stemning og baggrundshistorie ikke kan hamle op med 'Final Fantasy'-spillene eller specielt spillets største inspirationskilde 'Zelda'-spillene fra Nintendo 64, er DC det til dato utvivlsomt bedste rollespil til PlayStation 2.