New York er syg. Det er vinter, ulvevinter, sneen vælter ned over den dunkle by, mens narkoen flyder i gaderne mellem de betongrå skyskrabere. Blandt rotter og hjemløse møder vi en meget vred mand, der målrettet rydder op i den betændte by med sin shotgun, dobbelte pistoler og smarte bemærkninger. Navnet er Max Payne, og han er træt af det hele, meget træt. Narkomanerne gjorde hans familie ondt, og det var mafiaens skyld. Hævnens time er kommet, der er ingen vej tilbage. 'Max Payne' er et actionspil i tredjeperson, hvilket vil sige, at du ser hovedpersonen skråt bagfra ligesom i 'Tomb Raider'-spillene. Det gælder om behændigt at skyde sig igennem håndlangere og lejesoldater, samle ammunition op og indimellem hive i et håndtag for at komme videre. Det lyder som et standard 3D-skydespil, men 'Max Payne' har flere elementer, der gør det til et bud på årets bedste 3D-skydespil. 'Bullet Time' kaldes den største nytænkning, der går ud på, at man kan skifte til slowmotion, mens spillet kører. Det ser hårdt ud, når man i bedste Hongkong-actionstil kaster sig om et hjørne, blæsende med sine to Uzier, mens man kan ser kuglerne langsomt ramme sit mål. Plak. Plak. Plak. Arrgghh. Gennemført grafik Hele den grafiske stil i spillet fra mellemsekvenserne til spilgrafikken er gennemført og flot. På intet tidspunkt føler man, at banerne bliver ensformige. De er detaljerede og varierede med dalende sne, slumbygninger med fugtpletter og beskidt graffiti til at understrege den dystre dommedagsstemning, der hele tiden ligger og ulmer. Mellemsekvenserne er retoucherede fotos, der bliver vist som tegneserie, mens de involverede personer taler ind over. En simpel, men effektiv fortælleform, der giver spilleren en lille belønning mellem banerne og et velfortjent pusterum, inden pumpgunen igen skal tale sit kontante sprog. Film noir Historien er delt op i tre store kapitler, hver med knap ti mindre historier. Især i første halvdel af spillet fænger fortællingen. Et særsyn i 3D-skydespil, hvor historien som regel kun er med som en dårlig undskyldning for at skyde en masse onde mennesker. 'Max Payne' er anderledes og er søbet ind i en effektiv stemning af film noir, kølig tilbagelænet detektivmonolog og ragnarok som tema. Længe er man i tvivl, om der ligger noget overnaturligt og lurer i krogene eller ej. Ind i mellem skifter spillet fra 3D-skydespil til mareridtsdrømme, hvor man er fanget i en slags labyrint, mens de døde jamrer ens navn. Det ... er ... uhyggeligt. Kriblende lyd Lyd og musik er så diskret og stemningsskabende, at man ikke lægger mærke til den, før man studser over, hvorfor man har nerverne uden på tøjet. Ofte hører man sjove dialoger mellem ens modstandere bag en dør, og man støder på tændte fjernsyn, der viser soap-opera, som man lige bliver nødt til at dvæle ved. I løbet af spillet støder man ind i forskellige bipersoner, der dog aldrig når at træde rigtigt frem i historien. Til gengæld er der masser af modstand fra intelligente fjender, der ikke er bange for at loppe en granat ind mellem benene på en eller rulle i skjul bag en potteplante. Alt er dog ikke den rene idyl. Historien, der indledningsvis er over al forventning, bliver lidt slap i længden og fortaber sig i gentagelser. På et tidspunkt har man fattet, at de onde skal dø, og at Max er sur. Kapitlerne ender ofte med en hårdhudet bad guy, der tager ekstra lang tid at ordne. Kedeligt og fortærsket. En anden irriterende ting er, at man ikke kan vælge sværhedsgrad i starten. Andre niveauer bliver først tilgængelige, når man har spillet det igennem første gang. Det gør, at garvede spillere ikke får udfordring nok, og at de mindre garvede spillere, får nok at se til. Et af årets spil Som enkeltspillerspil er 'Max Payne' dog et gennemført og gedigen 3D-skydespil, der bør nomineres som et af årets bedste actionspil. Det er ikke et spil for børn, men heller ikke ultravoldeligt da det er den filmiske action, der er i hovedsædet og ikke overdrevne blodige skuddueller. Det kunne have været det ultimative spil, men mangler at slippe gameplayelementer, der allerede gik på krykker i 1990erne. Men 'Max Payne' er sjovt, solidt og rammer actionbegrebet lige i øjet. Ikke mindst på grund af de vilde dueller, hvor det er utroligt tilfredsstillende at lave flyvende angreb i slowmotion med rygende pistoler. ************************************************* Anmeldelse af PlayStation 2-udgaven. Med hævngerrig blod pulserende gennem årerne og et våbenarsenal der ville gøre selv Taleban-militsen jaloux, kaster man sig i PlayStation 2-versionen af Max Payne ud i den ene hæsblæsende ildkamp efter den anden. De lækre mellemsekvenser og det tillokkende B-films plot danner en lækker kulisse, men stemningen forkludres til tider af den grovkornede grafik og nogle langvarige pauser mellem episoderne. Fjendernes intelligens er overraskende god, men styringen i spillet er desværre mere rusten end nabodrengens Puch Maxi, hvilket dog siger mere om konsollens begrænsninger end spillets mangler. I sidste ende er Max Payne imidlertid stadig glimrende underholdning, og det er stadig forbløffende sjovt at gribe de semiautomatiske pistoler og kaste sig ud i et inferno af kugler, støv og mafiosoer også selvom det kun varer nogle få timer. ******************** Anmeldelse af Xbox-versionen: Spillet tager sig mindst lige så godt ud på Xbox som i pc-versionen, hvilket er noget af en bedrift i sig selv. Der er dog ingen nyheder under solen i denne direkte konvertering, men har man endnu ikke prøvet et af dette års bedste actionspil, er der nu ingen undskyldninger mere. vigild.