Katastrofen er indtruffet: Mario er væk. Forsvundet efter at være taget alene i forvejen og besøgt sin bror Luigis nyeste lottogevinst: et forladt kæmpehus. Tøvende begiver Luigi sig selv af sted for at finde Mario i sit store hus, der i høj grad er befolket med flere bøhmænd end nullermænd. Med hjælp fra en gal forsker udrustes Luigi til at bekæmpe husets overnaturlige beboere, der holder Mario fanget. Sådan er historien i et af Game Cube-konsollens første spil. 'Luigi´s Mansion' (LM) kan på ingen måder sammenholdes med andre spil. Det er en særegen blanding af adventure og action, grin og gys: en slags 'Ghostbusters' møder Disney i en dyster baggård. Eftersom huset fra kælder til kvist er inficeret af spøgelser, må Luigi lave en effektiv uddrivelse, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at finde Mario igen. Luigi bliver i bedste tegneseriestil derfor udstyret med en art støvsuger, der kan indfange spøgelser, og en lommelygte, der for et kort sekund kan paralysere dem, hvilket er længe nok til, at man kan nå at indfange dem med den føromtalte støvsuger. Det sker vel at mærke kun, hvis man er både stædig og hurtig nok, fordi spøgelserne skyer ingen midler for at vride sig væk fra støvsugerens sug. De første par gange er man en hamrende elendig spøgelsesjæger, fordi indfangningen af spøgelserne kræver, at man simultant bruger Game Cube-controllerens to analoge joysticks, men efter en times tid er styringen både sjov og udfordrende. Uartigt spædbarn går igen Der er mange forskellige typer spøgelser i huset, men fælles for dem alle er, at de er mere drillende og komiske end direkte skræmmende. Spredt ud over hele huset er også større og mere personlige spøgelser af husets oprindelige beboere, så man kommer til at kæmpe mod alt lige fra det uartige spædbarn til den forfængelige kone og den forslugne herremand. Hver af spøgelserne har et svagt punkt, og det er en stor del af spillet at opdage og udnytte disse, for ellers lader de sig ikke fange. Hele spillet er gennemsyret af så meget humor, kærlighed og ikke mindst talent, at man simpelthen må tage hatten af for Nintendos arbejde. Tegneseriestilen er fulgt til dørs med en udpræget karikeret og vellykket grafisk stil med perfekt understøttende lydeffekter og musikbidder, ja, det føles faktisk oftest som at spille hovedpersonen i en interaktiv tegnefilm. Senere i spillet kan man også puste ild, vand eller is ud af støvsugeren, som dermed kan bruges til mere, end man umiddelbart skulle tro. Det er netop denne konstante blanding af overraskelser, udfordringer og belønninger, der får en til at spille videre. Spillets længde er desværre ikke overvældende, da det i hænderne på en mere garvet spiller kan gennemføres over en weekend. Gennemfører man spillet, får man muligheden for at tage endnu en tur gennem huset nu bare med sværere spøgelser. Spillets primære målgruppe er svær at udlede, fordi det bestemt ikke er velegnet til mindre børn, da nogle af spøgelserne springer meget pludselig frem på skærmen, og enkelte kan være lidt skræmmende. Derudover kræver styringen tålmodighed i starten, men det er det hele værd, for det er længe siden, at vi har set et spil, der i samme grad sprudler af fantasi og humor. Man gyser, griner og overraskes hele vejen igennem, og selv om slutningen kommer alt for pludseligt, så kan Mario godt tage forskud på sin velfortjente pension, hvis Luigi fortsætter i denne superbe stil.