»Billie Jean's not my lover, she's just a girl«, skråler man i vilden sky med Michael Jackson på kor, mens man i sadlen på sin muskuløse kværn krænger gashåndtaget så hårdt i bund, at fordækket letter fra vejen. Med et bredt, veltilfreds grin suser man så hurtigt ned ad den solrige strandpromenade, at bilister og fodgængere reduceres til multifarvede streger i øjenkrogen. 'Grand Theft Auto: Vice City' (GTAVC) handler som sine forgængere hovedsagelig om at være hovedløs. Om at stjæle de labreste biler, pløkke de værste forbrydere, indlede storstilede bandekrige, holde ordensmagten fra døren og køre bundråddent; kort sagt alt det, som den indre drengerøv plager og drømmer om. Stedet er nu byen Vice City; et solbeskinnet kapitalistisk paradis på overfladen, men underneden har underverdenens slanger magten. Og som i forgængeren 'Grand Theft Auto III' (GTA3) tjener man penge ved at rende ærinder for selv samme slanger. Penge som man nu kan spendere på at købe ejendomme rundt om i byen, lige fra trykkerier og iskagefabrikker til stripklubber og taxaselskaber. Køb af ejendomme afføder både magt, penge og nye missioner, hvormed der er et klart formål med at tjene penge til forskel fra GTA3, hvor man tjente så mange overflødige penge, at de blev en joke. Derudover kan man nu gå ind i visse bygninger, flyve i helikopter, køre på motorcykel og knallert eller kaste sig ud i det massive arsenal af nye biler og våben. Ikke banebrydende forbedringer, men i det store hele giver de en mere helstøbt spiloplevelse end dens forgænger. 80'erne forever Man styrer den hårde hawaiiskjorte Tommy Vercetti, der har set sig lun på Vice City. Årstallet er 1986, så derfor er stilen i spillet parodieret direkte over tv-serien 'Miami Vice' med dertil hørende pink hawaiiskjorter, lyseblå polyesterhabitter og guldkæder af ægte massivt plastic. Spillet kan alle sine 80'er klicheer i søvne, og de giver spillet en uforlignelig nerve og unikt udtryk i forhold til det mere anonyme bybillede fra GTA3. Grafikken er blevet finpudset siden sidst, men specielt animationen af personerne og deres meget stive håndbevægelser leder ofte tankerne hen på en ucensureret udgave af Jullerup Færgeby. Samtidig er fjendernes intelligens stadig imponerende lav, og underlige grafikfejl kan ofte gøre missionerne umulige. Derimod er lydsiden en mindre revolution, både marketings- og kvalitetsmæssigt. En kæmpe hær af musikere fra firserne lægger originalmusik til spillet, så derfor kan man høre alt fra Toto og Iron Maiden til INXS og Michael Jackson, mens man cruiser rundt i Vice City. Friheden flyver Det er spillets særegne følelse af frihed, der til stadighed får en til at vende tilbage til Vice City. For har man mere lyst til at tjene ublodige penge som taxachauffør, ambulancekører, brandmand, politimand, iskagemand eller sågar pizzabud, kan man det sideløbende med spillets hovedhistorie. Ejendomskøbene udvider spillets univers som et Big Bang, og spillet er så propfyldt med overraskelser, missioner, biler og våben, at man næppe når at finde dem alle, selvom man spiller i døgndrift resten af året. Dog skal man være opmærksom på, at spillet ikke er velegnet for børn, da skyderi, blod og bandeord er på dagsordnen. Og der lægges aldrig skjul på, at de blodige eskapader primært er målrettet voksne mænd, der fik konfirmation eller kørekort i firserne. Turen til Vice City er et af de største og mest brutale spiloplevelser nogensinde, for sjældent er set så mange måneders kriminel god underholdning samlet i eet spil. Så til alle modne spillere bevæbnet med en pæn portion firsernostalgi, en PlayStation 2 og en puls: Vi ses i Vice City.