»Jeg sender din enke en pung«, hvæser Robin Hood overlegent, mens han slår endnu en af sheriffens vagter ned, og behjælpeligt letter ham fra byrden af sin tunge pengepung. Kække Robin Hood er både film og eventyrhistoriernes romantiserede yndlingstyv, og heldigvis er computerspilsudgaven med samme navn også værd at ofre ens guldmønter på. Spillet henter sine byggesten fra 'Commandos'-spillene, men spartler dem sammen med en helt anderledes stemning fyldt med mange kreative tiltag, der gør spillet bedre end sit førstehåndsindtryk. Omdrejningspunktet er Sherwoodskoven, hvor man mellem missionerne kan sætte ens lystige svende til at indsamle mad, plukke helende urter eller flette pile, der så kan benyttes i en senere mission. Herfra kan man på et oversigtskort i nogen grad selv vælge sine missioner, hvilket er et kærkomment frisk pust til sin genre. I Sherwood stiftes samtidig bekendtskab med kendisser som broder Tuck, Lady Marian og Lille John, der alle besidder unikke evner. Lady Marian er eksempelvis en perfekt spion, broder Tuck er ferm til at slå vagter bevidstløse, og Robin Hood selv kan distrahere guldglade soldater ved at lægge pengepunge på jorden. Samtidig kan han slås med sværd, hvor computermusens bevægelser overføres nogenlunde direkte til ens sværdhånd, hvilket gør sværdduellerne fornemt filmiske. Lystige lejemordere Uden for Sherwoodskoven skal rige konvojer overfaldes og fanger befries, hvilket foregår i svære, men veldesignede missioner, der altid kan tackles på mere end en måde. Ofte kan grov vold være den umiddelbart hurtigste løsning, men jo mere blod man får på sværdet, desto færre tør melde sig under fanerne hos Robin Hoods lystige lejemordere. Så der ligger en mærkbar belønning i at løse missionerne så ublodigt og elegant som mulig. De grafiske effekter er mere funktionelle end bjergtagende, og når den sidste pung er røvet, og spillets missioner kørt til ende, så er den skovtur - trods forskellige sværhedsgrader - ikke meget længere. Til gengæld er man fortrinligt underholdt hele vejen; alene fordi man altid føler sig mere som Errol Flynn end Kevin Costner.