Project Zero er en skræmmende spøgelseshistorie, hvor man skal forsvare sig mod åndernes magt ved at tage billeder af dem. Det lyder (hjem)søgt, men det er i praksis en af de mest forfriskende ideer inden for gyserspilgenren i årevis. Som garvet anmelder kunne man forvente, at ikke meget kan overraske mig mere. Der er blevet set og spillet mangt og meget, så derfor burde jeg være mere immun over for ethvert computerspils kispus med spilleren og lynhurtigt kunne lugte et spils problemer adskillige mil væk. Men nogle gange tager et spil mig simpelthen på sengen - ja så meget, at jeg drømmer om det om natten. Et sådant spil er gyserspillet Project Zero , der på ingen måde egner sig til hverken mindre børn eller sarte sjæle. Ikke fordi det er direkte makabert eller blodigt, men fordi det er en så elegant og filmisk skrækindjagende spøgelseshistorie, at ens lysregning snildt vil formå at stige med en plovmand i næste kvartal. I sin grundform er Project Zero et spil i survival-horror-genren, som den hosstående Resident Evil -serie er en pioner indenfor. Spillene i den genre går i korte træk ud på, at man med alle odds imod sig skal forsvare sig mod monstre - som regel i en skummel villa. Det gælder med andre ord om at holde sig selv i live, mens man løser gåder og forsøger at udglatte sine strittende nakkehår. Paranormale portrætter Historien bag Project Zero bekræfter fordommen om japanske turister: De er parate til at gå ind i selv Norman Bates villa fra filmen Psycho - bare de har deres kamera med. I spillet er man nemlig ikke den hårde machotype med alle lommer proppet med våben, men derimod den uskyldigt udseende japanske kvinde Miku, hvis eneste forsvar er et gammelt kamera. Faktisk et vaskeægte spøgelseskamera, der kan indfange og skade vrede åndelige eksistenser, hvis man tager afslørende billeder af dem. Så som en anden paranormal paparazzifotograf er Miku rejst til det mest spøgelsesbefængte hus i miles omkreds, fordi hendes bror på mystisk vis er forsvundet i huset. På traditionel vis styrer man nu Miku rundt set fra skiftende filmiske synsvinkler a la netop Resident Evil , men når man skal forsvare sig mod gespensterne, skifter synsvinklen til førstepersonsperspektiv, idet man kigger gennem linsen i Mikus kamera. Det giver en langt større nærhed og dermed et usædvanligt skræmmende gameplay, når man febrilsk kæmper for at smække sin magiske 35 mm-linse op i fjæset på en arrig ånd, der ikke er videre fotogen. Lurende farer På fornem vis skifter grafikken mellem sorthvid og farver, hvilket giver spillet et unikt kunstnerisk udtryk, der sjældent er set bedre. Lydsiden gør et tilsvarende fænomenalt stykke arbejde med et tætvævet lydtæppe af skrig, spøgelseslyde og dyster musik. Samtidig bruger spillet flittigt vibrationen i PlayStation 2-joystikket, hvilket for alvor øger indlevelsen. Det er sådanne små, men geniale finter, der gør, at Project Zero får en til at sidde på kanten af sofaen - netop fordi der aldrig spilles på hurtigt overståede chokeffekter, men derimod på en mere sindig opbygning til gysene. Her hviler de bedste gys som regel i det, man ikke ser, men hører og føler, hvilket er den principielt største forskel mellem Project Zero og Resident Evil: Zero . Monstrene i sidstnævnte er altid af håndgribelig størrelse såsom zombier, mutanter eller kæmpeskorpioner, mens det i Project Zero er en konstant, allestedsnærværende, lurende, ukonkret og af de grunde i høj grad mere skræmmende tilstedeværelse af fare, der styrer gysershowet. Som i et andet rollespil kan man opgradere sit kamera i løbet af spillet, og da man alligevel ikke hitter ud af hele historien bag spøgelseshuset i første gennemspilning, er der god grund til at gennemføre spillet mere end blot en gang. Man kan endda gemme hele fotoalbum, så man med små nostalgiske skrig kan gengyse over sine bedste billeder af yndlingsånderne. Gyserentusiaster bør zoome ind på Project Zero , for det er et unikt og intelligent opbygget gys, der lykkes på alle planer. Det er i al fald sjældent, at denne anmelder har skreget så meget over et computerspil.