0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Brillant blodig alvor for voksne

Børnetimen er slut. 'Max Payne 2' er et af de mest blodige og actionfyldte computerspil i nyere tid. En heftig og velskrevet actionthriller, der går direkte i hjertet på actionhungrende voksne.

Spilanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Du kan mærke det med det samme. 'Max Payne 2' er den type spil, der giver kuldegysninger. Gåsehuden popper frem fra den første lyd af hidsig regn i New Yorks nattemørke stræder, fra de første takter af et tungsindigt tema spillet af en enlig cello akkompagneret af bassede rytmiske hjerteslag.

New York-strømeren Max Payne er tilbage i en verden, der er mere dunkel, kompromisløs og blodig end sidste gang. Her er håbet sat uden for døren, og problemerne bliver ikke løst ved rundkredsdiskussioner eller over dampende urtete - kun smældene fra krudt og kugler, der overdøver fornuften.

I spillets succesrige forgænger blev Max' kone og barn dræbt af en konspiration med rødder op til samfundets top. I 'Max Payne 2' kryber rødderne længere op og vokser sammen i en heftig historie præget af kærlighed, tillid og ondskab. Først i spillet vågner Max op på et hospital. Gårsdagens begivenheder tåger ud for hans blik, men tvinges i skarp fokus, da en gruppe maskerede mænd angriber hospitalet i forsøget på at overføre Max til lighuset.

Startskuddet er gået til en række længere flashbacks, der udfolder en actionhistorie så tætpakket og ildsk, at man får åndenød. Historien fortælles som forgængeren gennem mørke og eminent tegnede tegneseriesekvenser understøttet af dialog eller Max' sørgmodige stemme i indre monolog. Og det giver en dyster stemning, der klæber til kroppen som en våd undertrøje.

Forbedret kugletid
'Max Payne 2' er den type spil, der giver kløe i aftrækkerfingeren. Eneste formål i spillet er at skyde - og helst gøre det på en cool måde. Det sker ved brug af effekten kaldet 'Bullettime', der bevirker, at alt går i slowmotion - undtagen Max, der kan hoppe og skyde i normal tid.

Ud over at det ser ubeskriveligt godt ud, når Max kaster sig omkring et hjørne og sender fjenderne til tælling med velplacerede skudsalver, så giver det enorme fordele i spillets mange ildkampe. Her er man pinedød nødt til at sløve tiden ned for overhovedet at have en chance mod overtallet af fjender.

I forhold til forgængeren har grafiksystemet fået en gevaldig saltvandsindsprøjtning, der blandt andet indebærer, at ting som stole, borde, glasskabe og papkasser nu vælter rundt og bliver smadret, i takt med at man pumper bly efter fjenderne. Resultatet er de mest uforglemmelige filmiske actionsekvenser nogensinde set på en computer og gør spillet til et æstetisk studie i skuddueller. Som om man spiller hovedrollen i film som 'Matrix' og 'Die Hard' på én og samme tid.

Tænk hurtigt
Særligt fjenderne reagerer langt bedre end i forgængeren, idet de nu kaster sig i dækning og arbejder fint sammen om at sende kuglerne i din retning. Senere i spillet styrer man lejemorderen Mona Sax, som Max forelsker sig i, og disse missioner er et frisk afbræk, idet man her gennemspiller spillets handlingen fra skiftevis Max' og Monas synsvinkel.

Ikke at det gør spillet nemmere, for man skal konstant holde fingrene klar over tasterne til at gemme og hente spillet, for man dør usigeligt nemt - selv på den letteste sværhedsgrad. 'Max Payne 2' er en tak sværere end forgængeren, men giver til gengæld så meget desto større tilfredsstillelse, når det endelig lykkes at rydde et rum for fjender uden at få en skramme.

Så snart man har gennemført spillet første gang, åbner der sig en lang række ekstra muligheder, nye slutninger og nye sværhedsgrader, der selvsagt forlænger spillets levetid, men man savner stadig mulighed for at trække våben sammen med vennerne via netværk eller internettet.

Kort og godt
Et potentielt problem er spillets længde. Det tog seks timer at gennemføre 'Max Payne 2', hvilket bestemt er i den lave ende for et computerspil. Men hvilke seks timer. Det er prisværdigt, at 'Max Payne 2' har valgt at koncentrere sin spiloplevelse frem for at klistre spillet til med bunkevis uoriginale ekstrabaner, hvis eneste formål er at forhindre mavesure spilanmeldere i at kritisere spillet for at være for kortvarigt.

I selskab med Max flyver tiden hurtigere end kuglerne fra hans M4-riffel, og de seks timer føles som to. Det gør intet, for spillet griber én i struben, holder én fast i et jerngreb og slipper ikke, før sidste skud er affyret, og den sidste kriminelle superboss har fået sin løn udbetalt i bly.

Det hele kan koges ned til spørgsmålet om, hvorvidt man afvejer sine computerspil kvantitativt eller kvalitativt. 'Max Payne 2' vælger med sikker og klar røst sidstnævnte. Det er hverken et originalt, langt eller banebrydende spil. Det er derimod en dobbeltespresso af lidenskabelig vild og velfortalt action, der skud for skud brænder sig fast på nethinden.

Bare husk at putte ungerne i seng først.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere