En røggranat sprænger lige foran ens øjne, et par listefødder høres over skulderen og med et pludselig 'BANG' er man død. 'Counter-Strike: Condition Zero' er rå, realistisk kamp mellem elitesoldater og terrorister, hvor én bevægelse kan afgøre forskellen mellem liv og død. På mange måder er det klassisk 'Counter-Strike', og trods lidt nye våben og baner i multiplayerdelen er der mest at hente for den ensomme cowboy med kronisk kløe i aftrækkerfingeren. Enkeltspillerdelens missioner - placeret i både gamle ruiner kendt fra tidligere tider til helt nye baner - bringer spilleren fra store villaer til faldefærdige mineskakter i rollen som en elitesoldat, der skal desarmere bomber, redde gidsler og dræbe terrorister. Og som om det ikke var nok, skal man også fuldføre specifikke opgaver under hver mission - alt lige fra at dræbe tre maniske terrorister med en snigskytteriffel uden selv at blive ramt til at rydde banen for fjender på et minut. I stilforvirret krig I fraværet af menneskelige med- og modspillere er meget af spillets dynamik lagt i hænderne på de computerstyrede elitesoldater og terrorister - heldigvis med succes. Soldaterne kan nemlig både koordinere fremstød og lokke fjenden i baghold, og med gode kommunikationstaster på tastaturet kan man også selv dirigere sine medsoldaterne rundt. 'Under beskydning' eller 'hold positionen' kommer det ofte informativt fra disse, men også fjenderne er skrappe til både at lægge taktik, kaste granater og håndtere en AK 47-automatriffel. En typisk kamprunde begynder med, at automatvåbnene lades, og de skudsikre veste trækkes på, hvorefter banen skal finkæmmes med både øjne og ører på stilke. I en realistisk verden hvor ét skud kan dræbe, handler det her om at tage initiativet, for bliver man først spottet, er der ikke andet for end at hoppe rundt og skyde vildt omkring sig med sin maskinpistol. Netop denne stilforvirring er én af spillets større brister, for det kan ikke helt bestemme sig for, om det vil være strategisk action eller actionpræget strategi - og derfor sætter det sig mellem de to stole med tempoforvirring og lidt for aggressive computerspillere til følge. Gråt i gråt Spillets anden store svaghed er den visuelle dekadence, hvor de store villaer ligner grå, faldefærdige firkanter, og de ellers eksotiske steder mest minder om en polsk mineby på en regnfuld søndag. Heldigvis er banerne veldesignede til kamp med masser af døre, trapper, tunneler og gemmesteder, hvilket gør, at ikke to slag nogensinde bliver ens, så man kan aldrig vide sig sikker og skal hele tiden kigge sig over skuldreren med fingeren på aftrækkeren. 'Counter-Strike: Condition Zero' er et spændende nyt skridt for verdens største multiplayerspil, men først og fremmest filmisk action, der kører som smurt i krigsmaling. lordagsliv@pol.dk