Hvad sker der, når fantasifuld form overtrumfer indhold? Når sceneriet pludselig overtager scenen og sender eventyret på en tidlig efterløn? Jo, man mister interessen, og det interaktive bliver til sløvt skærmkiggeri. Sådan er de barske realiteter for det stilfulde rollespil 'Sudeki', der taber pusten hurtigere end en blegfed amerikaner på powerwalking. Det begynder ellers godt. Lidt vestlig ridderlighed, lidt østlig mystik, masser af ulmende konflikter, og brødkrummerne er lagt ud til det helt store eventyr. Kongeriget Illumina er et lyst og spraglet univers, der fornemt blander Østens skæve stilistik med en vestlig atmosfære. Og alt ånder idyl. Fuglene synger, og rododendronerne blomstrer, men der er selvfølgelig slanger i paradis, og snart er man kastet ud i kampen mellem godt og ondt. Det går over stok og sten, når man skiftevis styrer de fire eventyrere - sværdmesteren Tal, videnskabsmanden Elco, amazonen Buki og troldkvinden Ailish - gennem skove, lunde, huler og meget andet. Der er enkelte gåder af den helt enkle slags og lidt sporadisk dialog, men det er først og fremmest fyld mellem spillets omdrejningspunkter: de tørre tæsk. I 'Sudeki' handler alt nemlig om bank, slag og sværdsving i en sådan grad, at spillet bliver et underligt miks af japanske samuraifilm og en Dirty Harry-rebel uden en sag. Der er så mange anonyme fjender og så mange ligegyldige områder, at fortællingen fortaber sig i slag, slag og atter slag. Man mister ganske enkelt interessen, for ligegyldigt hvor flot og hurtigt det går, bliver det aldrig mere end et trættende tæske-tapet. De første timer med kolonne efter kolonne af orker, dæmoner og skeletter, der vælter frem og angriber én fra alle sider, kører fint. Uden variation og uden større kamptekniske kneb bliver det dog hurtigt samlebåndskamp, og man begynder at hamre løs på alle knapperne i ren frustration. Det er svært at lære og endnu sværere at mestre styringen, hvorfor kun tålmodige sofakrigere vil beherske de smukkeste angrebsteknikker. Når 'Sudeki' så alligevel holder vand, skyldes det de farverige figurer og et sjældent levende univers, der er lukket og ensporet, men alligevel føles eventyrligt åbent. Det er såmænd også - med mellemrum - sjovt at uddele tæsk til mørkets onde fyrster. Derfor er 'Sudeki' en lækker lille snack, men når aldrig op på siden af en sværvægter som 'Devil May Cry', der i langt højere grad rammer balancen mellem form og indhold. lordagsliv@pol.dk