Korridoren ligger hen i mørke stoflige skygger. Jeg kan høre lyden af klæbrigt kød, der slæber sig langs gulvet på brækkede knogler. Men endnu kan jeg ikke se noget, for min lommelygte er for svag. Jeg sigter med pistolen ud i mørket. Affyrer et skud i forhåbning om, at det vil skræmme væsnet væk. Uden held. Med et ser jeg det - en skrækkelig, blodig farce af kød og knogler, og endda lille og lynhurtig. Og nu stormer det ud fra mørket med blottede syle som tænder ... Ja, nerver som mavesæk skal være rede i det franske gyserspil 'Obscure', for her indtager man rollen som fire gymnasieelever, der ved et uheld bliver lukket inde på skolens område under et forsøg på at finde en af deres kammerater, der er forsvundet i løbet af dagen. Og mens man som spiller af et gyserspil er ganske klar over, at den stakkels knægt nok er blevet overfaldet af grumme monstre i skolens kælder, tror vore venner naivt nok, at han må være blevet låst inde et sted. Men da skolens skygger pludselig begynder at blive levende, og fæle monstre manifesterer sig, får piben en mere gyselig lyd. Pludselig bliver deres søgen til en flugt fra sultne væsner og en kamp mod tiden. Godtroende teenagere I 'Obscure' styrer man altid to af de fire venner, og eftersom hver teenager besidder unikke egenskaber, handler en del af spillet om at vælge det rigtige par til opgaverne, hvilket adskiller 'Obscure' fra andre spil i genren, hvor man oftest er alene. Målet er at udforske skolen og besejre de monstre, man støder på, alt imens man løser diverse former for gåder og forsøger at holde skrækken fra livet. 'Obscure' benytter sig af de samme virkemidler, som mange af de andre spil i gysergenren: mørke, begrænset overblik, horrible monstre og masser af overraskelser - og hele stemningen er som taget fra en klassisk teen-slasher fra Hollywood. Styringen er god, spillet er skræmmende som bare pokker, og gåderne er tilstrækkeligt udspekulerede til, at man skal bruge lidt tid på at løse dem. Spillets flow er også vellykket og godt afpasset, og skulle man miste en enkelt teenager til mørket, er det ikke enden på spillet. Først når alle er døde, er det slut. Enkeltbillet til galskaben I 'Silent Hill 4: The Room' er man til gengæld helt alene om at kæmpe sig ud af det vanvid, som man er havnet i. Spillets undertitel refererer til det værelse, som man i begyndelsen af spillet er fanget i uden helt at vide, hvordan eller hvorfor. Spillets historie er - som det har været tilfældet for alle 'Silent Hill'-spillene - temmelig svær at begribe fuldstændigt, og man skal ikke bruge alt for meget energi på at forsøge at forstå det hele. Men i 'The Room' antager man rollen som Henry, en mand, der en dag vågner op og opdager, at han ikke kan slippe ud af sin lejlighed. Rummet er lukket af fra omverden, naboerne kan ikke høre ham råbe, vinduerne kan ikke åbnes, og da en portal til en anden dimension manifesterer sig midt i lokalet, mister Henry tilsyneladende grebet om virkeligheden og bevæger sig gennem et mareridt, som truer med at gøre en ende på hans liv. Væk fra normen Med 'The Room' bevæger udviklerne af gyserserien sig en smule væk fra deres sædvanlige miljø - nemlig den tågeomsluttede by Silent Hill, hvor fæle monstre og bizarre kulte huserede i gaderne. En stor del af spillets handling finder nemlig sted i det rum, som Henry ikke kan slippe ud af, og mens det er et modigt og vellykket episk eksperiment, er det også et valg, som vil sortere en del spillere fra. Ikke mindst fordi styringen af Henry sker i førstepersonsperspektiv, og det fungerer desværre ret dårligt. I de forskellige drømmeverdener, som Henry besøger, når han træder gennem portalen i sin lejlighed, er vi dog tilbage til normal styring og det mere gængse gameplay, hvor spillet stort set fungerer, som de andre i såvel genren som serien. Monstrene er dog virkelig ubehagelige denne gang, og der skal sorteres godt i udstyret for at få ammunition og førstehjælpskasser til at holde hele vejen, hvilket desværre også er kedeligt i længden. Mens spillet holder seriens høje standard hele vejen igennem, kan man også godt mærke, at det er ved at være tid til at finde på noget nyt for de hårdt prøvede hovedpersoner i 'Silent Hill'. Blod, sved og tårer Forskellene på de to gys består primært i den visuelle stil og historiernes varierende gennemskuelighed, men begge er vellykkede, skræmmende og fascinerende rejser gennem mørke verdener fyldt med de mest bizart uhyggelige monstre, den menneskelige fantasi kan fremtvinge. Men hvor 'Silent Hill 4' kører på rutinen og en lidt for velafprøvet opskrift, forsøger 'Obscure' at udvide genrens muligheder og introducerer et par nye fif - blandt andet muligheden for at spille to spillere sammen - hvilket hæver det fra mængden, og gør det et skrig bedre end 'Silent Hill 4'. lordagsliv@pol.dk