Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

'Frit Flet' formår ikke at følge med tidens rivende feministiske udvikling, mener deltager på Politikens Kunstkritikerskole Karl Emil Rosenbæk. Pr-foto.

Kunstkritikerskolen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Anmeldelse fra Politikens Kunstkritikerskole: Galoperende feminisme tvinges tilbage i trav

Fællesbogen ’Frit Flet’ fik opkaldt en litteraturpris efter sig. Det tør jeg godt love, at Teater Sort/Hvids version ikke gør.

Kunstkritikerskolen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En bamsekrikke ligger afsjælet i den ene side. For- og bagtæppe skinner højrødt og teatertungt. En sort afgrund i midten af scenen tvinger skuespillerne til at småtrippe rundt i halvbuer for at komme hen til et mikrofonstativ. Det er en sparsom scenografi, der dovent insisterer på avanceret symbolgranskning.

Forlægget for forestillingen er Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrups flertungede og temperamentsfulde bog ’Frit Flet’ fra 2014. Et værk, der med både vid og alvor præsenterede den danske middelklasse for tredje-bølge feminisme og hverdagsracisme.

To forhold, der med #MeToo, #Oscarssowhite og den vedvarende debat om de såkaldt krænkelsesparate har fyldt massivt i mediebilledet de mellemværende fem år.

Kunsten at skamride en succes

Den udvikling giver solid grobund for at videretænke og overskrive det litterære forlæg. Men desværre behandler Teater Sort/Hvid bogen stedmoderligt og tvinger en småt galoperende feminisme tilbage i trav.

I de seneste fem år er der taget syvmileskridt, og det kræver derfor en del mere nytænkning at følge med tiden end blot at sætte musik til lyrikken, placere en ejendommelig hest på scenen og køre stykket hjem med velkendt ironi og publikumshenvendelser.

Paradoksalt nok er et af de mest morsomme og overraskende steder derfor også en scene, hvor skuespilleren Sofie Torps rekvisit – en tomat – uforsætligt triller ned i det store hul. Så står hun der og må lettere perpleks kalde på en ny, mens hun forsøger at holde et grin tilbage.

Pludselig er der et nærvær og en oprigtighed til stede, og de næste minutter sidder jeg med blikket fæstnet til scenen. Det skælmske smil, hun sender publikums vej, og den måde hun langsomt og rutineret arbejder sig tilbage på sikker grund, forvisser mig om, at det ikke er talent og teaterevner, det skorter på.

Desto mere ærgerligt er det, at manuskriptet ikke formår at danne bro over tidens kløft, men derimod tøjler originalens tunghumoristiske vildskab og efterlader et indtørret øg på scenen.


Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden