Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det feministiske fletteri er ikke nyskabende nok i Sort/Hvids fortolkning af 'Frit Flet', mener deltager på Politikens Kunstkritikerskole Stine Nørgaard Lykkebo. Pr-foto.

Kunstkritikerskolen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Anmeldelse fra Politikens Kunstkritikerskole: Fastfrosset femi-flet

Den hybride fællesbog ’Frit Flet’ er tilsat musik og mangfoldige kvindekroppe i sceneversionen på Teater Sort/Hvid. Men forestillingens løfte om at flette »et sanseligt scenisk værk« indfries ikke. Det hele fryser fast i det, som allerede er sagt og gjort.

Kunstkritikerskolen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er kun fem år siden, Naja Maria Aidt, Mette Moestrup og Line Knutzon udgav ’Frit Flet’. En bastard af en bog, som behandler køn, krop, lighed, vold og begær i et flet af forskellige litterære genrer. Men siden bogen udkom i 2014, er der som bekendt løbet en del vand igennem den kønspolitiske å.

Den fjerde bølge er over os. Feminismen er rykket ud af bøgerne og de snævre queerkredse til bredere sociale medier, hvor alle magter at være solidariske og feminisme-cool. Me too.

Hovedstadens progressive scene, Sort/Hvid i Kødbyen, rider med på den bølge med deres opsætning af ’Frit Flet’. Og det er i sig selv kærkomment, at kunstscenen afspejler tidens luner.

Men den skal også udfordre dem. Og mærkeligt nok hverken formidles eller udfordres feminismens nye tankegods og gennembrud på Sort/Hvids scene. Her er det stadig det mødrene ophavs ord og æstetik, som dominerer.

For eksempel minder scenografien, med sit store, osende (kvinde)-hul og en hesteattrap i hjørnet, om et værk, billedkunstner og arkitekt Susanne Ussing kunne have lavet på en af sine mere uinspirerede dage i 70’erne. Og forestillingens narrative præmis om at følge kvindekroppen fra hul til hul er helt ærligt for banal og forslidt.

Søsterautoritet

Til gengæld bærer de fire kvindelige skuespillere på scenen hverken forslidte navne eller arketypiske kroppe, og her finder man et af forestillingens få originale træk. Alle fire formår at give fint liv til Frit Flet-teksterne, både monologisk og flerstemmigt, og især Ina-Miriam Rosenbaum viser format i sin på én gang nøgterne, men også sindssygt forbudte komiske oplæsning af ’Kvindelig’, en ond ond tekst om 152 kvindemord.

Men forestillingen forbliver reaktionær. For uanset hvor velturnerede Hannah Schneiders tilsatte beats er, og uanset hvor mange gange der twerkes på scenen, så er det feministiske fletteri ikke nyskabende, som det var i bogen i 2014. Til det er forestillingen alt for fascineret og autoritetstro over for sin storesøster.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden