Det er kun fem år siden, Naja Maria Aidt, Mette Moestrup og Line Knutzon udgav ’Frit Flet’. En bastard af en bog, som behandler køn, krop, lighed, vold og begær i et flet af forskellige litterære genrer. Men siden bogen udkom i 2014, er der som bekendt løbet en del vand igennem den kønspolitiske å.
Den fjerde bølge er over os. Feminismen er rykket ud af bøgerne og de snævre queerkredse til bredere sociale medier, hvor alle magter at være solidariske og feminisme-cool. Me too.
Hovedstadens progressive scene, Sort/Hvid i Kødbyen, rider med på den bølge med deres opsætning af ’Frit Flet’. Og det er i sig selv kærkomment, at kunstscenen afspejler tidens luner.
Men den skal også udfordre dem. Og mærkeligt nok hverken formidles eller udfordres feminismens nye tankegods og gennembrud på Sort/Hvids scene. Her er det stadig det mødrene ophavs ord og æstetik, som dominerer.
For eksempel minder scenografien, med sit store, osende (kvinde)-hul og en hesteattrap i hjørnet, om et værk, billedkunstner og arkitekt Susanne Ussing kunne have lavet på en af sine mere uinspirerede dage i 70’erne. Og forestillingens narrative præmis om at følge kvindekroppen fra hul til hul er helt ærligt for banal og forslidt.
Søsterautoritet
Til gengæld bærer de fire kvindelige skuespillere på scenen hverken forslidte navne eller arketypiske kroppe, og her finder man et af forestillingens få originale træk. Alle fire formår at give fint liv til Frit Flet-teksterne, både monologisk og flerstemmigt, og især Ina-Miriam Rosenbaum viser format i sin på én gang nøgterne, men også sindssygt forbudte komiske oplæsning af ’Kvindelig’, en ond ond tekst om 152 kvindemord.
Men forestillingen forbliver reaktionær. For uanset hvor velturnerede Hannah Schneiders tilsatte beats er, og uanset hvor mange gange der twerkes på scenen, så er det feministiske fletteri ikke nyskabende, som det var i bogen i 2014. Til det er forestillingen alt for fascineret og autoritetstro over for sin storesøster.
