0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Pipilotti Rist. 'Open My Glade (Flatten)', 2000. En-kanals videoinstallation uden lyd (video still). © Pipilotti Rist. Courtesy the artist, Hauser & Wirth and Luhring Augustine
Foto: Pipilotti Rist. 'Open My Glade (Flatten)', 2000. En-kanals videoinstallation uden lyd (video still). © Pipilotti Rist. Courtesy the artist, Hauser & Wirth and Luhring Augustine

Pipilotti Rist er ikke den første kunstner, som med alderen bløder sit udtryk op og sigter efter et større publikum.

Kunstkritikerskolen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Anmeldelse fra Politikens Kunstkritikerskole: Djævelskab druknet i farver

Den store Pipilotti Rist-udstilling på Louisiana sætter et spejl op for vores allermørkeste sider. Det er fascinerende og dystert, men også for flygtigt.

Kunstkritikerskolen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Pipilotti Rist hopper op og ned på en videoskærm i Louisianas østfløj. De ballonlignede, slørede bryster er blottede. Boing, boing.

Stemmen er sat et par oktaver i vejret, hun er en ungpigetrold ude af kontrol, der piber den samme Beatles-sætning om og om igen, mens hun danser manisk rundt i fast forward-tempo. »I’m nooot the girl who misses much …«

På en anden skærm et par meter væk løber en mand med erigeret lem rundt i en rødbrun skov til tonerne af mere Beatles. En tredje skærm: kvindekøn mod miniglobus i psykedelisk roterende closeup.

Det er her, i de første rum af den omfattende soloudstilling ’Åbn min lysning’ på Louisiana i Humlebæk, at værkerne af den 56-årige schweiziske videokunstner Pipilotti Rist står allerskarpest.

Her, i de tidlige videoværker fra 80’erne og 90’erne, hvor Rist med en vis fornemmelse for djævelskab lader seksualitet og barnlighed støde sammen og får urolige fornemmelser til at blusse op i beskueren.

Ting, vi ikke taler om, men som så pludselig eksploderer om ørerne på os. Michael Jackson-ting, katolske ting; en ondskab, vi forestiller os kun findes uden for os selv.

Det er de tidlige værkers fandenivoldske blanding af popkultur og klassisk avantgarde, der giver ’Åbn min lysning’ den ængstelige og komplekse klangbund, der kun glimtvis viser sig i de senere værker længere inde i udstillingen, hvor den visuelle abstraktion, fascinationen af farveeksplosioner og de quirky dukkehusuniverser tager over.

Til drømmeland af sted

I ét rum kan man lægge sig ned og kigge på boblende vandmiljøer i loftet. I det næste går man gennem en jungle af lyskæder med den noget teksttunge præmis, at de på meget lang afstand udgør et billede.

Og endelig lander man i en mørk dagligstue med adskillige småværker, der bruger hverdagsgenstande – en seng, en flaske, en stol, et spisebord – som lærred for mere eller mindre abstrakte farvespil.

Her forsvinder noget af det onde, som lever i de tidlige videoværker. I stedet er det reduceret til øjenslik og let afkodelige udtryk som det dobbeltsidede neonskilt med teksten »Trust me/Help me«.

Pipilotti Rist er ikke den første kunstner, som med alderen bløder sit udtryk op og sigter efter et større publikum.

Omslaget mod de lettere, farvebegejstrede værker ér en væsentlig del af fortællingen om den indflydelsesrige schweizer, og det er vel noget nær uundgåeligt, at disse værker løber med opmærksomheden i en udstilling på en bredt appellerende institution som Louisiana.

Sanselighedens masseappel ændrer dog ikke ved, at denne sidste halvdel af ‘Åbn min lysning’ gør det for let for os at gemme os for os selv og de dybder, Rist konfronterer os med i sine tidlige værker.

Men så må man jo vandre demonstrativt tilbage til start.

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?

  • Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    2. juli: Jagten på hende, der skal stå ved siden af Joe Biden
    2. juli: Jagten på hende, der skal stå ved siden af Joe Biden

    Henter…

    Joe Biden er favorit til at vinde det amerikanske valg til november, og foran ham venter en lang og beskidt valgkamp. Inden for den næste måned skal han vælge sin vicepræsidentkandidat. Og den beslutning er endnu vigtigere for Biden, end den har været for andre kandidater.

  • Claus Nørregaard/POLITIKEN

    Mafiaen og andre kriminelle tjener masser af penge på matchfixing. Men i Danmark bliver man sjældent straffet når man arrangerer resultatet af en fodboldkamp, også selvom politiet har undersøgt en stribe sager. Men hvorfor sker der ikke noget, når man snyder?

Forsiden