Pipilotti Rist hopper op og ned på en videoskærm i Louisianas østfløj. De ballonlignede, slørede bryster er blottede. Boing, boing.
Stemmen er sat et par oktaver i vejret, hun er en ungpigetrold ude af kontrol, der piber den samme Beatles-sætning om og om igen, mens hun danser manisk rundt i fast forward-tempo. »I’m nooot the girl who misses much …«
På en anden skærm et par meter væk løber en mand med erigeret lem rundt i en rødbrun skov til tonerne af mere Beatles. En tredje skærm: kvindekøn mod miniglobus i psykedelisk roterende closeup.
Det er her, i de første rum af den omfattende soloudstilling ’Åbn min lysning’ på Louisiana i Humlebæk, at værkerne af den 56-årige schweiziske videokunstner Pipilotti Rist står allerskarpest.
Her, i de tidlige videoværker fra 80’erne og 90’erne, hvor Rist med en vis fornemmelse for djævelskab lader seksualitet og barnlighed støde sammen og får urolige fornemmelser til at blusse op i beskueren.
Ting, vi ikke taler om, men som så pludselig eksploderer om ørerne på os. Michael Jackson-ting, katolske ting; en ondskab, vi forestiller os kun findes uden for os selv.
Det er de tidlige værkers fandenivoldske blanding af popkultur og klassisk avantgarde, der giver ’Åbn min lysning’ den ængstelige og komplekse klangbund, der kun glimtvis viser sig i de senere værker længere inde i udstillingen, hvor den visuelle abstraktion, fascinationen af farveeksplosioner og de quirky dukkehusuniverser tager over.
Til drømmeland af sted
I ét rum kan man lægge sig ned og kigge på boblende vandmiljøer i loftet. I det næste går man gennem en jungle af lyskæder med den noget teksttunge præmis, at de på meget lang afstand udgør et billede.
Og endelig lander man i en mørk dagligstue med adskillige småværker, der bruger hverdagsgenstande – en seng, en flaske, en stol, et spisebord – som lærred for mere eller mindre abstrakte farvespil.
Her forsvinder noget af det onde, som lever i de tidlige videoværker. I stedet er det reduceret til øjenslik og let afkodelige udtryk som det dobbeltsidede neonskilt med teksten »Trust me/Help me«.
Pipilotti Rist er ikke den første kunstner, som med alderen bløder sit udtryk op og sigter efter et større publikum.
Omslaget mod de lettere, farvebegejstrede værker ér en væsentlig del af fortællingen om den indflydelsesrige schweizer, og det er vel noget nær uundgåeligt, at disse værker løber med opmærksomheden i en udstilling på en bredt appellerende institution som Louisiana.
Sanselighedens masseappel ændrer dog ikke ved, at denne sidste halvdel af ‘Åbn min lysning’ gør det for let for os at gemme os for os selv og de dybder, Rist konfronterer os med i sine tidlige værker.
Men så må man jo vandre demonstrativt tilbage til start.
