»Ej altså jeg ved ikke om jeg må røre ved den«. Stemmen kommer fra en ung kvinde i en leopardmønstret pelsjakke. Hun kigger spørgende ud i luften.
Hendes krop udgør en bakket silhuet i den chaiselong hun ligger henslængt i mens hendes fingre utålmodigt cirkulerer rundt om en lampesnor til en standerlampe, som udgør en af de mange lysende øer i rummet. Hun har ikke opdaget at hun allerede ligger oven i værket ’The Patience’.
Videokunstens Pippi Langstrømpe er kommet til Louisiana og har med et festfyrværkeri af farver forvandlet kunstmuseet i Humlebæk til sit eget Villa Villekulla.
Den retrospektive udstilling ’Åben min lysning’ er et sanseligt bombardement som i den grad skal mærkes og føles, bedst uden telefon. Værkerne peger både ind i kroppen og i naturen, som magneter drages man ind i de små lysninger som værkerne udgør. Vi er inde i skærmen, under gulvbrædderne, vi ser ud af øjnene og ind i vores øjenlåg.
Udstillingsteksten fortæller mig, at jeg skal opleve en lejlighed. Udstillingen udfolder ikke værket kronologisk, men er inspireret af hjemmets logik. Altså forløb med forskellige funktioner og stemninger.
Den køber jeg, men hvis vi arbejder med en ikke-kronologi kunne det have været interessant at lege med andre symboler frem for tal på de røde bokse, som kontinuerligt fortæller mig hvor jeg er og hvor jeg skal hen.
Som hvis Alice i Eventyrland var blevet guidet af en GPS i stedet for en travl kanin. Det harmonerer ikke helt med det sanselige.
Når det så er sagt er jeg begejstret. ’Åbn min lysning’ er en gennemført, smuk og magisk udstilling. Som beskuer bliver man sat på et bagagebånd og kan lade sig føre gennem et sandt sanseparadis.
Magelig hurlumhej
»Hørte jeg nogen sige feminisme?« spørger omviseren en flok udskolingselever der som en stor enhed er dumpet ned i de bløde blå puder.
Halvt sovende, halvt mystificeret af den unge kvinde i værket ’Ever is over all’, som smadrer bilruder med en blomst. I værket ’4th Floor to Mildness’ er vi på søens bund og får en omvendt tur i Monets have.
Aldrig har kunst været så mageligt, som når man ligger i bløde senge og får lov til at flyde side om side med søgræs og åkander til tonerne af en popluftig kvindestemme.
I totalinstallationen ’Pixelwald (motherboard)’ befinder vi os et mindst lige så fortryllende sted, nemlig i teknologiens magiske kerne. En skov af pixels som med sine kulørte farver lokker én til at hive sin Iphone frem.
»Vent lige til det bliver lyserødt igen, det var helt klart flottest«, beordrer en pige dybt inde fra den glødende skov, hvis lys kun forstyrres af venindernes telefoner.
Udstillingen er et sanseligt hurlumhejhus og jeg kan tydeligt mærke min ukritiske begejstring boble. Jeg føler mig forført og bedøvet og al kritisk tankevirksomhed er en by i Rusland.
Men det er så er vidunderligt syndigt er være min hjerne utro. Jeg er dybt i Pipilotti-land, langt nede i kaninhullet og jeg vil bare gerne have mere. Og ved du hvad? Måske er det helt okay at lade sanserne komme til og glemme hovedet (og telefonen) for en gangs skyld.
