Samtidskomedien ’Frihed.Sex.Længsel’ graver i tidens travle, moderne vildfarelser, men graver desværre ikke dybere end at de store temaer såsom digitalisering, globalisering og indoktrinering kun kradses på overfladen.

Forestillingen går ikke rigtig i gang, før den skal til at slutte, og jeg sidder tilbage med en følelse af at have skimmet samtlige avisoverskifter uden at have haft adgang til den fulde artikel.

Det hele starter første skoledag, børnehaveklasselæreren og skoleinspektøren kommer forpjuskede ud, bukserne skal knappes og blusen på plads, og så byder de os velkommen i skolen og i samfundets sandkasse – en stor institution – indoktrineringen vil nu for alvor gå i gang.

Stykket er bygget op af små scener, tilsammen en collage, der understreger det paradoksale i denne globale verden, der skulle være så let, så live og så tæt på, men som ofte ender med at være det modsatte.

Hvordan reagerer urmennesket og dets instinkter, når den største fare ikke er et rovdyr, der er sulten, men stress.

Det er hurtig takeaway

Det hele kunne være så godt; aktuelle tematikker med potentiale for god komik, en spændende scenografi og fed natur-elektronisk lyd, men spillet er fyldt til randen af klicheer.

Der er en gennemgående snert af utroværdighed, som når Simone (Lise Lauenblad), der har skiftet køn, råber ufattelig mange gange efter sin mor »Jeg er din søn!«, på en måde hvor vi får stukket patos ned i halsen.

Den høje råben rammer kun bagvæggen og ikke os. Det er generelt som om, at skuespillerne ikke selv er helt overbeviste, og for at blive det, smører de tykt på spillet, der ender med at blive overgjort.

Det forbliver ironisk nok på skolekomedieplan, hvor den oversatiriske stemning runger hult. Det er takeaway, der er blevet kold og slatten på vejen fra butikken til sengen. Hurtigt afspist – let klukken – hurtigt glemt.

Læs let-forestilling

»To dage fri, fem hverdage, to dage fri, fem hverdage«, gentagende disse ord går skuespillerne i bedste jeg-er-kørt-død-i-rutiner stil ind og ud af de mange døre, scenografien stiller til rådighed.

Det fungerer. Når spillet bliver mere fysisk og mindre teksttungt, sker der noget, der hverken er melodramatisk eller oversatirisk, men som kropsliggør denne robotlignende trummerum, også kaldet hverdag, og det puster liv i forestillingen. Der trækker jeg på smilebåndet, og glemmer et øjeblik alt om overfladekradsen.

Måske er verdens lykkeligste folk privilegieblinde. Måske kan det klares med yoga og vejrtrækning i en firkant. Måske går vi mod afgrunden når vores smartphone kun har 15 pct. strøm tilbage.

Der er muligvis en verden uden for pensum. Det er genkendeligt, jeg har grinet af det før, men denne forestilling tilfører desværre ikke emnerne nye vinkler, og jeg vidste i forvejen godt, at tryghed ikke rimer på e-boks og glæde ikke på kvoter.