»Sig efter mig: IRRA – SHA – MA - SÆIIIII«.
Jeg kiggede fokuseret på de karikerede mundbevægelser og forsøgte forgæves at gentage de uvante lyde. Året var cirka 2001, og munden tilhørte den tjener, der skulle oplære mig på restaurant Sticks’n’Sushi – i daglig tale bare Sticks – og summen af nye ting, jeg skulle lære, var overvældende. Japanske tal, navne på retter og ovenstående velkomsthilsen var en del af læringspakken. Kort tid efter skulle jeg selvbevidst råbe disse ord ud over gæster. »Irashamasei!« – velkommen, ærede gæst.




























