For et par uger siden stod jeg i det lokale supermarked nær mit sommerhus og spejdede efter grønkål. Jeg fandt asparges fra Peru, hindbær fra Marokko og iceberg fra Spanien. Men intet dansk grønkål, selv om det lige nu er højsæson, og der ligger et væld af lokale avlere i området.
Jeg orkede ikke engang at brokke mig til en ansat i butikken. I stedet begyndte jeg at drømme om at rejse. Til et land med en mere veludviklet madkultur. Til Japan, hvor der er 72 sæsoner, og hvor den aktuelle sæsons frugt og grønt bliver behandlet med respekt og spist her og nu.



























