Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hjemme. Meningen er at man skal føle sig hjemme på Lou Lou, men for Politikens anmelder minder det mest om en natklub fra 70'erne.
Foto: Peter Hove Olesen

Hjemme. Meningen er at man skal føle sig hjemme på Lou Lou, men for Politikens anmelder minder det mest om en natklub fra 70'erne.

Mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Madanmeldelse: Lummer pornostemning med grundlæggende fejl

Bo Bech har åbnet en bastard mellem en bistro og en natklub, hvor der ikke er styr på de simple retter.

Mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De fleste kender Bo Bech som tv-kokken, der kommer kuldsejlede restauranter til undsætning i programmet ’Kniven for struben’. Nogle kender ham også fra hans restaurant Geist, hvor han demonstrerer sine uortodokse ideer om fin gastronomi, og andre kan huske ham fra restaurant Paustian, som han kogte op til en michelinstjerne i 2008.

Men hvis man virkelig vil lære ham at kende, skal man måske tage forbi Lou Lou, hans nye restaurant på adressen hvor Cafe ZeZe holdt hof for yuppierne i 80’erne. For det her skal være som hans hjem, har han selv udtalt til AOK.

»Når man rejser så meget, så savner man også et sted, der bare er ’hjem’. Et sted, hvor maden ikke skygger for samtalen. Hvor man kan få en genkendelig kalveculotte i hyggelig ro og lade samtalen folde sig ud over bordet«.

Nu har jeg aldrig været hjemme hos Bo Bech, men jeg følte mig langt væk hjemmefra i den velourpolstrede natklubstemning, hvor spejlskærme, tunge gardiner og lummerviolet lyssætning teleporterede os tilbage til 1970’erne, hvor porno var cool, og Abba havde gjort pailletter til haute couture.

Det var som at smugspise en medbragt madpakke på et luksusbordel

Så det virkede helt skævt at sidde med et bundt rå radiser og dyppe dem i mayo. Det var ellers en af aftenens bedste retter. Uprætentiøs, enkel og helt hengivet til råvarens friske smag. Men det var som at smugspise en medbragt madpakke på et luksusbordel.

En annulleret artiskok

Menukortet lover til gengæld klassisk bistrostil, og det er tydeligt, at mester Bech ønsker at være »befriet for Bo«.

»På Geist kan jeg jo ikke servere et bagt æble og sige ’værsgod’. Der forventer gæsterne mig på en tallerken. Mine tanker og idéer. Det er jeg befriet for på Lou Lou, hvor vi kan servere skinker, østers eller bare en pastaret med peber, uden nogen vil have en forklaring«, siger han i interviewet med AOK.

Første heat kan man selv sammensætte af en række småretter i 100-kroners klassen som radiserne, der var skarpe og enkle i smagen i klassisk kombination med mayo med røget salt. Fremragende tidlig sommersnack.

Hvis man vil servere enkel mad, er artiskokken en gavmild ingrediens med masser af dybde og nuancer, men her kunne de olie- og citronmarinerede rå skiver slet ikke trænge frem under det bjerg af revet pecorino, som forvandlede råkosten til en osteret.

En solid puck af stenbiderrogn havde en kerne af kondenseret kærnemælk, som trådte surt frem og næsten annullerede rognens friske aroma, mens der var smæk på den friturestegte blæksprutte med den søde piment d’espelette, så snart den havde kæmpet sig fri af en lidt for tyk dejfrakke.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den spanske albariño-drue har masser af mineralitet og frisk syre og er altid god at starte ud med, særligt hvis snacks og forretter består af skaldyr. Der var da heller ingen støj i mødet mellem rogn og vores Albarino de Fefinanes (2014) fra Rias Baixas (95 kroner per glas), men dens fine ferskensmag blev punkteret i eftersmagen, der, hvis vi skal være helt ærlige, mindede os begge om mavesyre.

En pebret tunge

Så gik det meget bedre med næste glas, der blev fyldt af en 1. cru Chablis Fourchaume fra La Chablisienne (2010) til 125 kroner. Stor frugtsmag med en stram tør kant, der mindede om første bid af et saftigt grønt æble.

Den var god til vores pastatallerken, som vi havde sammensat af en linguini med hjertemuslinger og en cavatelli med tomat. Men den havde stået endnu flottere frem, hvis pastaen havde smagt, som den skulle.

Muslingernes sarte sødme kunne ikke trænge gennem salt, olie og hvidløg, og de små sammenrullede skaller, der hedder cavatelli, var akkurat så underkogte, at de kom til at minde om hvide bønner i tomatsovs. En sovs, der nok var lavet på den solvarme aromatiske spanske oksehjertetomat, men som her mistede al sin fylde under en skarp overkant af parmesan og den stærke piment d’espelette.

Det var simple retter med helt grundlæggende fejl, og selv om Bo Bech ikke var personligt til stede bag gryderne, burde han sikre sig, at så store udsving ikke kunne forekomme.

Men det gjorde de, og det fortsatte med det svinekød, der lå helt alene på min blomstrede tallerken. En god skaftekotelet kan være en fremragende saftig og smagsrig mundfuld, når den ikke oversteges. Lige når farven skifter fra lyserød til det lyseste pink smager svinet af alt, hvad det kan, mens safterne driver ud mellem fibrene. Vel at mærke når kødet har fået lov at hvile efter stegning, så saften kan sætte sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Her var det gået for hurtigt. Koteletten var stegt hård, så skorpen var næsten sort og smagte brændt og bittert, og kødet virkede hårdere end tilsigtet, mens saften flød ud på tallerkenen. Og så er 195 kroner pludselig en dyr fornøjelse. 350 kroner var også alt for højt sat for min gæsts store søtunge, som ellers var saftig og fyldig i smagen, men som altså lå der helt alene og skulle retfærdiggøre den høje pris.

Lidt bearnaise, der var for salt og syrlig, og tilkøb af stegte tomater og en hovedsalat med sesam gjorde kun den blandede fornøjelse endnu dyrere.

Så da vi sluttede af med vaniljeis og friske rabarber til tonerne af klubdronningen Le Gammeltofts mixtape, var det med en desorienteret fornemmelse af at være gået galt i byen.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden