Jeg bruger givetvis mit køkken mere end så mange andre kokke. Jeg er familiefar og har tre børn, så jeg tager ikke så mange aftenvagter, som jeg har gjort. Det har jeg sørget for at ansætte mig ud af. Så kan jeg i stedet gå og lave mad herhjemme, mens ungerne sidder herude med deres lektier. Det synes jeg er hyggeligt.
Køkkenet kunne godt være indrettet mere effektivt. Min kone og jeg er ikke helt enige på det punkt. Hun kan godt lide, at her står alle mulige ting over det hele. Det er jeg ikke så glad for. Jeg er derimod ret maskinliderlig. Der er mange kokke, der siger, at de ikke har brug for andet end en kniv og et spækbræt. Men sådan har jeg det ikke. Jeg kan godt lide, at her står en saftpresser, som jeg aldrig bruger, og et arsenal af kobbergryder, selv om de er hamrende besværlige at vaske op. Jeg lider nok lidt af en samlermani.





























