De færreste har kunnet undgå at lægge mærke til det vissent-lyserøde hus med barrikaderede vinduer, når de har passeret krydset ved Rantzausgade og Griffenfeldsgade på Nørrebro.
Barrikaderne kalder i sig selv på opmærksomheden, og samtidig har huset utallige gange været centrum for sammenstød mellem autonome og politiet. Men for omkring et halvt år siden skete der pludselig noget med bygningen, som i mange år havde stået tom. Pladerne foran vinduerne blev taget ned, og håndværkere begyndte at rumstere i huset. For kort tid siden blev dørene så åbnet til en ny café, G-Feld, med lyse lokaler og store vinduer ud til Rantzausgade og Griffenfeldsgade. Og det har givet et nyt liv til bz-huset, der siden sommeren 2003 gentagne gange har været besat af autonome. Flere gange er bz’erne trængt ind i det tomme hus, og hver gang er de blevet smidt ud af politiet igen. Én gang lykkedes det fem unge at kravle op på taget, hvor de blev siddende i et døgn under hujen og opbakning fra de fremmødte tilskuere, indtil de frivilligt kom ned fra taget, hvor de blev mødt af politiet.

