Foto: Jens Dresling
Nyt om mad

Westend som bog Der er ingen ende på Vesterbro

Bare rolig: Vesterbro er stadig det slemmeste sted i byen, forsikrer to forfattere og Vesterbrokendere. Sammen har de skrevet en hæsblæsende og kulørt murstensroman.

Nyt om mad

Det er et usædvanligt navn for en gade i København. Ja, faktisk er Westend eneste på gadefortegnelsen, der angiveligt ikke er dansk. Westend, der centralt i bydelen løber fra Vesterbrogade til Istedgade, ligner heller ikke nogen anden gade i Vesterbros ellers så ensartede net af lejekaserner, som opstod i løbet af ganske få år efter voldenes fald i slutningen af 1800-tallet.

Den smalle sidegade har de seneste 100 år med sine prangende og kunstfærdigt udførte art deco-facader udgjort en lille enklave af luksus og overskud midt i det spartanske spekulationsbyggeri. Sådan tager det sig i hvert fald ud.

»Man kan på mange måder betragte Westend som en miniudgave af den byfornyelse, det øvrige Vesterbro har undergået de seneste årtier. Det ser tjekket og pænt ud. Men det er allermest overflade. For Vesterbro er nu engang stadig Vesterbro«, siger Jesper Bernt.

Livslang kærlighedsaffære Den 36-årige tv- og radiomand har sammen med en ven, forfatteren Jeff Matthews, skrevet en mursten af en roman, ’Westend’, der med udgangspunkt i gaden og især det nu nedlagte Hotel West fortæller om et nutidigt Vesterbro, der ganske vist er under forvandling, men ikke desto mindre stadig er dybt præget af kriminalitet, prostitution, spil, druk, narkotika, fusk og vold. »Bag de fine facader kan der sagtens bo nogle slemme røvhuller«, fastslår Jeff Matthews. Og dét kan man roligt tage som et statement, som den 428 sider lange roman gør sit for at leve op til: Den vrimler ligefrem med røvhuller, snydepelse og dumme svin i den kulørte aktionsprægede kriminalroman, der ikke lader hverken ’Pusher’-filmene eller Dan Turèlls kriminalromaner noget efter i skildringen af voldsomhederne i kvarteret. Omvendt lades læseren heller ikke et øjeblik i tvivl om, at forfatterne har en livslang kærlighedsaffære kørende med Westend såvel som resten af Vesterbro.

Ikke slumromantikere
»Vi har tilsammen levet 37 år på Vesterbro«, fortæller Jesper Bernt, der rent faktisk flyttede til bydelen i 1999, samme år som hans kommende forfatterkollega flyttede derfra efter 25 år som hjemmefødning på stenbroen.

»Vi elsker Vesterbro. Både det nye og det gamle. I hvert fald har vi ikke til hensigt at fremstå som slumromantikere. Altså alt det med at Vesterbro var bedre i gamle dage, og at de nytilflyttede har ødelagt stemningen. Vesterbro er en del af en storby, og sådan nogle er i evig forandring. Det er selve definitionen«.

»Forandringerne har vi meget kontant kunnet mærke ved, at en hel del af de steder, som vi beskriver i bogen, rent faktisk er forsvundet fra Vesterbro i løbet af de tre-fire år, vi har arbejdet på bogen«, siger Jeff Matthews og kan samtidig ikke skjule en vis melankoli, når han fortæller om såvel værtshuset Jernstangen, som Hotel West og pladebutikken Rocken:

»Ja, det var jo hos Plade-Jan i Rocken jeg købte mine første Depeche Mode-plader, da jeg var teenager«.

Pølsemænd og gadebumser
Og netop Plade-Jan, altså den rigtige levende mand, der indtil for nylig havde musikbutikken Rocken på Vesterbro, møder man flere gange under læsningen af ’Westend’, ikke i nogen betydende funktion, bare som ekstra farvelag på den ellers i forvejen stærkt kulørte fortælling.

På samme måde optræder adskillige navngivne pølsemænd, bartendere, forretningsdrivende og gadebumser fra det virkelige Vesterbro undervejs i den litterære skildring af bydelen, sammen med skildringerne af lige så autentiske butikker, værtshuse, restauranter og gadebilleder. Alt sammen er det med til at give ’Westend’ et sært halvdokumentarisk præg og ikke mindst en fornemmelse af, at det er to gutter, der kender bydelen til bunds, der står bag.

»Der findes ikke et værtshus på Vesterbro, som vi ikke har været på. Og de er alle sammen med i bogen«, erklærer Jeff Matthews med en slet skjult stolthed.

Tre fortællere
Det skal der nok tages med et gran – eller skulle man snarere sige et gram et eller andet, når forfatterne som indledning til bogen skriver: »Dette er en roman. Enhver tilsyneladende lighed med steder, personer og begivenheder er muligvis tilsigtet, men ikke desto mindre fiktiv«.

Handlingen i ’Westend’ drives frem af tre forskellige fortællere, som på skift fortæller deres egen historie, som undervejs bliver mere og mere filtret ind i hinandens. De tre mænd bor alle i Westend, men er derudover vidt forskellige og har meget forskellige interesser. Undervejs i fortællingen krydses deres veje meget mere end én gang, hvilket får en ikke så lille betydning for begivenhedernes udvikling i løbet af den måned, handlingen i ’Westend’ udspiller sig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dialog pr e-mail

»Der er hele tiden meget forskellige stemmer, der fører ordet i bogen. Det har også betydet, at vi som forfattere faktisk slet ikke har præget bogens sprog med vores personlige stil. Sproget er blevet en hybrid af vores fælles version af de enkelte fortællerstemmer«, fortæller Jeff Matthews om skriveprocessen, der mest har foregået gennem e-mail, der er blevet sendt frem og tilbage mellem de to forfatteres respektive computere. »’Westend’ er ikke et forfatterværk på den måde. Der er ikke tale om noget eksistentialistisk jeg eller noget impressionistisk sproghalløj. Bogen er skrevet i en kollektiv og meget håndværkspræget proces. På samme måde som langt de fleste filmmanuskripter bliver til«, siger Jesper Bernt. Direkte adspurgt, om de to forfattere kan forestille sig deres meget visuelle og replikmættede fortælling omsat til spillefilm, falder svaret rapt: »Det håber vi da!«.





Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce