Et væld af gadefester sommeren over. ’Partyzoner’ med udeservering frem til klokken 02. Og frem for alt horder af rygere, der med den nye rygelov går udenfor og pulser på gaden. Der kommer hele tiden mere og mere larm i byen om natten. Og den stigende støj i nattelivet får søndag en gruppe beboere i Indre By til at stifte protestforeningen Byens Base.
Rimeligt med ro ved midnat
I front for foreningen står Michael Holm (kendt fra bl.a. tv-programmet ’De fantastiske fem’). Han mener, at støjen er blevet værre, efterhånden som antallet af cafeer i Indre By vokser, at udeserveringen foregår i flere af årets måneder, og at rygeforbuddet har resulteret i, at en del af festen nu foregår ude på gaden.
»Formålet med Byens Base er at gøre det nemmere at komme igennem med klager til politiet, som for det meste ignorerer os, når vi ringer og klager over støj om natten. Vi mener, at det må være rimeligt at få noget ro omkring midnat, så vi kan få noget søvn. Det nytter jo ikke noget, at jeg skal stå i badekåbe med curlere i håret og råbe og skrige ude på gaden, vel?«, siger Michael Holm.
Flere klager
Når Byens Base søndag holder stiftende generalforsamling vil 30-40 repræsentanter for ejerforeninger i blandt andet Kompagnistræde, Badstuestræde og Knabrostræde gøre fælles front mod myndighedernes manglende handlekraft over for støjen i nattelivet.
Beboerne i Byens Base står ikke alene. Et stigende antal borgere klager nemlig til politi, myndigheder og Miljøkontrollen over nattelarmen. Især efter at rygeloven har omdannet gaderne i Indre By til noget, der svarer til et stort, festligt samtalekøkken, hvor der bliver røget, snakket og flirtet igennem, er antallet af klager eskaleret.
»Rygerne, der står udenfor, fører mere støj med sig. Vi har politiet på besøg hver weekend, fordi naboerne klager. Men hvad vil de have, jeg skal gøre ved det? Folk må jo gerne stå på gaden om natten, hvis de vil. Det er noget lort, det rygeforbud«, mener Dennis Vang, medejer af klubben Nadsat i Hyskenstræde.
Især klager fra folk over 40 Andre klub- og barejere i byen oplever samme problem. Adam Falbert er medejer af steder som Nasa, Australian Bar og Palermo Bar. Han har, som Miljøkontrollen påbyder det, plomberet lydanlæggene, så de ikke spiller for højt, og lavet lydsluser ved indgangene på samtlige sine 15 barer og klubber. »Vi har også etableret rygerum, men de fleste af vores gæster vælger at gå ud på gaden og ryge, fordi det er hyggeligere. Det hverken kan eller vil vi forhindre dem i. Vi overholder reglerne, men alligevel ser vi i alle vores forretninger i København, at naboerne går sammen i grupper, kobler advokater på og klager. Og det er især folk i 40’erne og opefter, der klager. Men altså, når man bor i København, må man acceptere, at der i weekenden er 100.000 mennesker, som går igennem byen og fester. Bliver det anderledes, så dræber vi bylivet«, siger Adam Falbert.