Kokkestress Gode anmeldelser kan være dødbringende

Lyt til artiklen

Wong var en succes. Måske husker du Helle Brønnum Carlsens anmeldelse af Wong's Køkken på Istedgade 12. maj. Der blev brugt vendinger som »smager helt fortryllende godt« og »tak til hr. og fru Wong for at give os en bid af det skønne, mangfoldige kinesiske køkken«. To varmeplader rakte ikke Det blev til fire huer for »friskhed, pris og godt håndværk«. Og kunderne strømmede til. Og dét i et tempo som køkkenets kun to varmeplader slet, slet ikke kunne følge med til. To uger efter anmeldelsen blev trykt på bagsiden af iBYEN, lukkede Wong's Køkken. Nu er lokalerne ryddede og et skilt i vinduet fortæller gæsten, at hun er gået forgæves. Tai Tran Truong, aka fru Wong, forklarer, at restauranten ikke var beregnet på, at man skulle bestille bord, så der kom alt for mange mennesker. Mange flere end Hr. Wong kunne nå at lave mad til på sine to varmeplader. Efter anmeldelsen måtte kunderne nogle gange vente op til tre kvarter på deres mad. »Vi kunne ikke klare det med så lille et køkken og måtte lukke. Nu leder vi efter nye lokaler med et større køkken og flere varmeplader - belært af erfaringen«, beretter en ærgerlig Fru Wong. Hjælp - et rykind! Det er især kombinationen af ny, billig, god restaurant og rar atmosfære, der fik gæsterne ud ad døren og hen på den nyanmeldte restaurant. Første kokkehueanmeldelse var også den værste for den lille japanske restaurant Banzai i Skydebanegade, også på Vesterbro. Da stedet var helt nyåbnet for fem år siden, blev restauranten godt anmeldt, og det tog pusten fra indehaverne Akiko Nagae og David Muir. Gæsterne hastede derhen, og de 25 pladser blev hurtigt fyldt op. Køen voksede, og endnu flere ringede for at bestille bord, for jo vanskeligere det var at få plads, jo mere brandvarmt blev rygtet om Banzai. En flodbølge af gæster »Vi blev ramt af en flodbølge«, fortæller David Muir. »Vi var helt uforberedte på effekten, og der gik kuk i logistikken. Og man vil så gerne sige ja til folk, selv om man egentlig har for travlt. Helt ærligt: Vi slækkede på kvaliteten for at kunne følge med. Ventetiden blev for lang, og tallerkenerne var ikke så flotte at se på«. Men Banzai overlevede presset og har i dag lært lektien. Da restauranten igen fik fire kokkehuer både i Politiken 21. april og dernæst i Jyllands-Posten 11. maj, var man kampklar. »Vi ringede ud til alle tidligere ansatte og hørte, om de var parat til at tage fat, for nu kom der et rykind. Og så er vi blevet benhårde til at afvise, så vi tager kun de 25 gæster, der er plads til. Det gælder om at give dem en oplevelse, som lever op til deres forventninger, så de kommer igen, når effekten af anmeldelsen stilner af. Lige nu afviser vi cirka 100 mennesker hver dag i weekenden«, siger en nu konsekvent David Muir. Gæster lyver sig til en bord Nu er det ikke kun små asiatiske restauranter, der har svært ved at klare de gode anmeldelser. Franske Vincent fra Vincent's på Østerbro oplevede det også som en meget hektisk periode, da den nyåbnede restaurant for år tilbage fik fire kokkehuer i Politiken. Men her var anmelderen så betænksom at ringe og advare Vincent og hans kone om det kommende rykind, så de kunne nå at hyre flere hænder. Alligevel var presset voldsomt. Gæster kunne sågar finde på at lyve sig til en bordreservation, så der ikke var plads til de gæster, der rent faktisk havde ringet og bestilt bord i god tid. Det skabte selvsagt konflikter og ubehageligheder for tjenerne, så Vincent husker ikke succesen som ubetinget godartet. Heldigvis rækker hukommelsen kun kort Heldigvis stilner stormen af gæster af igen, kan de små, nye steder trøste sig med. Den varer som regel to-tre måneder, fortæller de restauranter, Politiken har været i kontakt med. Så rækker læsernes hukommelse ikke længere, og andre nye steder er blevet godt anmeldt og dermed blevet genstand for folkets - til tider overvældende - gunst. Flodbølgen af succes rykker videre, og rammer måske Wong's Køkken for anden gang, når restauranten formodentlig åbner igen efter sommerferien i nye lokaler. Vesterbro thai-klassikeren, Ban Gaw, har allerede overtaget Wong's lokaler i Istedgade og snupper derved den tidligere restaurants klientel.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her