Danskernes forbrug af rodfrugter er steget kraftigt de seneste par år.
Det viser tal fra Gasa Nord Grønt I/S, som magasinet FoodCulture offentliggør i dag. På tre år er salget af rodfrugter næsten fordoblet. Coop Danmark bekræfter udviklingen, skriver 24timer.
Søde kartofler er populære
»Hos os er salget af rodfrugter tæt på en fordobling på kun to år. Folk er helt vilde med jordskokker, pastinak og persillerod, og særligt salget af de søde kartofler er blevet kæmpe stort,« siger Povl-Erik Andersen, der er chef for frugt og grønt i Coop Danmark, til 24timer.
Da koncernen introducerede bakker med blandede rodfrugter for to år siden, var de den mest solgte varegruppe inden for frugt og grønt i den første uge.