Det er helt entydigt hvidvinene, der stjæler billedet i denne uge.
Fem gange fem glas har vi vist ikke set før i Luksusvintesten inden for samme kategori, og når vi nu samtidig er på vej ind i sommermåneden, må man sige, at tingene flasker sig perfekt.
Når priserne så yderligere ligger ret tæt på hinanden og tilmed i det, vi i luksusregi betragter som den rimelige afdeling, kan vi koncentrere os om de smagsmæssige forskelle og komme med ideer til, hvad vinene kan nydes sammen med i løbet af sommeren. Vin til en hel sommermenu Ja, faktisk kan vi sætte vinene sammen til en hel sommermenu.
Lad os begynde med champagnen, der som angivet nok ikke er den bedste champagne, vi nogensinde har smagt i testen, men prisen er sympatisk. Afgørende er imidlertid, at vinen er et arketypisk udtryk for, hvad champagne er: boblende, tør og syrlig med aromaer af ristet brød.
