Fødevarestyrelsens nye regler på smiley-området indbefatter, at alle danske spisesteder skal vise den seneste kontrolrapport - eller et link hertil - på deres hjemmeside.
Men de regler følger en række danske toprestauranter ikke.
Et hurtigt tjek hos eksempelvis Restaurant Herman i Nimb, Restaurant Ensemble, Cofoco og gourmetrestauranten WH i Århus, viser, at restauranterne ikke har lagt deres smileys ud på nettet.
Konsekvensen af det kan blive, at restauranterne, der ikke følger reglerne, risikerer at få bøder og sure smileys tildelt af Fødevarestyrelsens kontrollanter.
Bøde på 2. 000 kroner
De nye regler blev indført 10. marts. De første tre måneder vejledte Førevareregionen kun om reglerne, således at alle restauranter kunne lære de nye procedurer at kende.
Men siden 10. juni er reglerne blevet håndhævet, og ifølge dem skal restauranterne - ligesom i den virkelige verden - vise deres smiley et tydeligt sted på deres hjemmeside.
»Hvis restauranterne har kontrolrapporten hængende fremme, men endnu ikke har fået lagt den ud på deres hjemmeside, giver vi dem en indskærpelse. Det vil sige, at et sted, der før har haft en glad smiley, nu må nøjes med en mellemglad smiley. Og det vil ikke være muligt for restauranten at opnå elitestatus de næste 12 måneder«, sige Janus Lodahl, konsulent i Fødevareregion Øst.
Hvad gør I så, hvis restauranterne ikke får rettet op og fulgt reglerne?
»Så skal der hårdere sanktioner til. Jeg forestiller mig, at vi ville give en bøde på 2.000 kroner, og at restauranten ville få en sur smiley«, siger Janus Lodahl.
»Jeg ringer til vores IT-mand med det samme«
Steder som McDonalds, Burger King, Sunset Boulevard, Pizza Hut, Jensens Bøfhus og Sticks & Sushi følger reglerne, mens en række af Danmarks bedste og dyreste Michelin-restauranter er altså overraskende nok ikke opmærksomme på de nye procedurer.
Restaurantchef Christina Bloch på Cofoco, som også er ansvarlig for, at Cofocos hjemmeside bliver opdateret, er meget overrasket, da iBYEN.dk fanger hende på telefonen og forelægger hende de nye regler.
»Der er faktisk ikke nogen af Cofocos restauranter, der har smileys på hjemmesiden. Jeg tror slet ikke, det er helt gået op for os, at man nu også skal have dem ind på hjemmesiden. Men det skal vi da have ændret. Jeg ringer til vores IT-mand med det samme«.
Hvad synes I generelt om ordningen?
»Det er en god ide, specielt nu hvor det er blevet kutyme, at man kan bestille bord via nettet. Det er da oplagt, at man kan se, hvilken forretning man går ind til. Og vi har en fantastisk smiley, så der er ingen grund til at gemme den«, siger Christina Bloch.
Ingen har kontaktet restauranterne
Samme melding kommer fra køkkenchefen Thomas Herman fra gourmetsatsningen Restaurant Herman i det nye Nimb-hus i Tivoli.
»Jeg var ikke klar over det. Jeg har faktisk aldrig hørt om det. Vores hjemmeside er først kommet op at stå for to dage siden, så vi må undersøge det med dem, der laver vores egenkontrol. Men vi er ikke blevet kontaktet af nogen om, at vi skal sætte smileys på vores hjemmeside«, siger Thomas Herman.
Han pointerer, at det for et spisested på det niveau, som Restaurant Herman befinder sig på, er ekstremt vigtigt, at smileyen er helt i top.
»Rengøringsniveauet er super højt. Det skal det være sådan et sted. Vi gør rent to timer om dagen her, så det vil være rigtig skidt for os, hvis vi fik en sur smiley«.
fortsæt med at læse