Næste uge er måske en lille opvarmer på det festfyrværkeri af vine, der forhåbentlig skal fyres af fra vores leverandørers side, når vi kommer nærmere på jul.
Vi er endnu ikke rigtig inde på julesporet smagsmæssigt, men vi nærmer os så småt, mest med de to spanske rødvine på monastrell, som vi finder i hver sin prisgruppe.
Vælg mellem gamle stokke og langvarig lagring
Bedst er den ’dyre’ fra Jumilla, som på baggrund af druerne fra de gamle vinstokke, den er lavet på, har en god koncentration og dertil en begrænset fadlagring på kun fire måneder.
I kraft af alkoholprocenten på 14,5 og med den unge frugt som ledsager kan vinen gå til det meste fede julemad og alligevel komme ung og forfriskende ud af kampen.