Det kan lyde fristende med kosttilskud, drikkevarer eller mad, der kan kurere både overvægt, muskelsmerter og hjertekarsygdomme.
Men hvis du finder nogen af disse tilbud på internettet, bør du passe på. Det mener professor Joachim Scholderer fra forskningscentret MAPP på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.
EU forbyder producenter at markedsføre mad med specielt sundhedsfremmende egenskaber, med mindre det kan bevises strengt videnskabeligt. Formålet er at beskytte forbrugerne, så frygt for sygdomme ikke kan udnyttes.