I denne uge kom der hele to nye grillkogebøger af mandlige kokke, som begge opfordrer til, at man gør det så enkelt som muligt, når vejret slår over i det bedre, og grillen tages frem.
Dels har Paul Cunningham, der ejer michelinstjernerestauranten The Paul i Tivoli, skrevet ’Pauls grill’, dels har Henrik Boserup, som er kendt som bl.a. tv-kok, skrevet bogen ’Grill’, som er blevet til på en tagterrasse i Barcelona over fem dage i februar i år. Han maner til besindighed over for udstyrsmanien inden for grill og opfordrer til, at man bruger sine indendørs pander og gryder på risten eller direkte på grillen.
Således viser han bl.a. i bogen, hvordan man rører en bearnaise over kul.


