»Der er ikke beviser fra kliniske studier, der kan underbygge, at blåbær rent faktisk kan levere et specifik sundhedsresultat. Men beviser har ofte ikke noget at gøre med succes på markedet«.
Sådan skriver newzealænderen Julian Mellentin i den indflydelsesrige markedsføringsguide ’Succesful Superfruit Strategy’. ’Superfruit’ er et marketingbegreb, som han har været med til at definere. Så en superfrugt er altså ikke noget, der hænger på et træ. »En superfrugt er en frugt, der opfattes som en superfrugt. Så simpelt er det«, siger Mellentin, om samtidig er en af verdens store frugtproducenter. Mellentin mener nok, at der er gode solide beviser – eller i hvert fald mange undersøgelser – for det sundhedsfremmende i de tre klassiske superfrugter: blåbær, granatæbler og tranebær. Men det samme kan ikke siges om de 20-30 andre frugter, som industrien forsøger at markedsføre som superfrugter – patenterede gule kiwier, mangostan, guava, kirsebær, havtorn, gojibær, açaí, appelsin og så videre. Nogen skal kalde den ’super’ Ifølge Mellentin skal der selvfølgelig findes en eller anden mængde videnskabelige undersøgelser, før man kan markedsføre noget som en superfrugt. Men en superfrugt skal også: – se godt ud (»have sensorisk appel«) – være en nyhed – eller opleves som ny (her har æbler et problem) – have høj ’conveniency’ – altså være nem at spise eller kunne indtages i form af juice, smoothies eller i andre varer – have videnskabelige undersøgelser i ryggen – markedsføres ordentligt – kunne kontrolleres, f.eks. ved, at virksomheden sidder på hovedparten af produktionen.
