Måske har du bemærket, at endnu en håndfuld julekortvenner er begyndt at sende årets julehilsen på e-mail?
Måske foretrækker du selv den elektroniske post frem for besværet med papir, kuverter, frimærke og julemærket? I så fald er du langt fra den eneste. Dalet uafbrudt siden 2003
Julemærkesalget har det nemlig rigtig skidt, og Julemærkefonden, der står for salget af den traditionsrige brevudsmykning, konstaterede ved udgangen af november, at der er solgt 25 procent færre julemærker end på samme tid sidste år.
Dermed accelererer den negative udvikling, der har stået på siden 2003 – det år, hvor dronning Margrethe tegnede julemærket, hvilket midlertidigt pustede liv i et stagnerende salg. Siden er det gået uafbrudt ned ad bakke.
Fortsætter det dårlige salg resten af december, ender danskerne med at købe knap 15 mio. julemærker – det laveste antal siden 1937. Sparer julemærkerne væk
Når faldet er ekstra stort i år, skyldes det ifølge Julemærkefondens direktør, Joan Vestergaard, at mange sparer julemærkerne væk. Ikke mindst virksomhederne, der normalt er velvillige aftagere af mærkerne, vil ikke bruge 1,20 kroner ekstra pr. brev.
»Det er første gang, vi har mærket, at flere virksomheder sparer julemærket væk. De ser en signalværdi i at vælge det fra, fordi de har sat en stopper for alting på grund af krisen«, siger Joan Vestergaard. E-mail tager over
Det svigtende salg har taget fart sammen med internettets udbredelse. I 1994 købte danskerne således 33 millioner mærker, men i dag er flere og flere gammeldags breve afløst af e-mail.