At lave burgere for Burger King er en langt større udfordring end at kokkerere på fine restauranter. Det mener den britiske madelsker Mark Dowding, der blandt andet står bag verdens dyreste burger til over 1.200 kroner.
Og Mark Dowding har ikke været længere end to timer i Danmark, før hans trænede blik og nysgerrige fingerspidser i hastigt tempo afsøger alle diske og montrer i det første og største supermarked på hans vej.
Ritualet er det samme, som det altid er, når han kommer til at nyt land. Den lokale madkultur skal udforskes, og det bliver den bedst der, hvor befolkningen køber ind. »Det var jeres brødafdeling, der rev benene væk under mig denne gang. Folk må tro, jeg er skør, når jeg står der og famler på samtlige brødpakker med dirrende næsebor, men jeg var helt forbløffet over det store udvalg af forskellige brødtyper, og hvor god kvaliteten var. Det giver helt klart ideer, jeg kan tage med mig hjem til London«. Burger King skal forfines Burger Kings 43-årige chefkok har svært ved at holde hænderne i ro, når han taler. Vi møder ham på 1. sal i Hundige Storcenter, hvor fastfoodkæden har en af sine 26 danske restauranter, og han har sådan glædet sig, siger han. Til at fortælle om sit atypiske kokkejob hos en af verdens største burgerkæder, men mest til at servere et udvalg af sine nyeste og vildeste produkter. Mens hans to medbragte kokke snitter og hakker i restaurantens køkken, gør Mark Dowding det klart, at han er en mand med en mission. Som chef for produktudvikling af burgere, snacks og desserter i 43 lande i Europa og Mellemøsten vil han nemlig ikke stille sig tilfreds med at lange millioner af burgere over disken. Målet er at forfine og udvikle Burger Kings menuer, så folk begynder at tænke på fastfood som andet end fælt snask af dårlig kvalitet.
