Barolo rangerer blandt de mest efterspurgte og legendariske vine fra Italien – ja, fra hele verden. Et ikon. Men sådan har det ikke altid været. »I 1950’erne og 1960’erne blev området affolket – man tog til Torino for at arbejde på Fiat-fabrikkerne. Og det var svært at finde nogen, som ville arbejde i vinmarkerne«, siger Fabio Conterno, en af ejerne af Barolo-firmaet Conterno Fantino. Sådan var situationen dengang. Krise. Lave priser. Og mangel på efterspørgsel. Mangel på arbejde. I mellemtiden er det gået noget anderledes. Piemonte er blevet lige så hot som Bourgogne, og mange har kunnet skifte Fiaten ud med en Ferrari. For velstanden er kommet til området omkring Alba, hvor Barolo og Barbaresco laves. Og selv om priserne ikke er helt så høje som før finanskrisen, er de dog – i realpris – langt højere end for årtier siden. God Barolo kræver kød På flere måder giver det mening at sammenligne med næsten-naboen, Bourgogne. Det er områder af en begrænset størrelse. Den enkelte ejendom er sjældent særlig stor. Det er enkeltdruevine. Markens karaktertræk – terroir’et – har stor betydning. Der er noget sympatisk rustikt og originalt over tilgangen til vindyrkningen.
Vin og mad er forbundet i en komplet syntese. Og så er (rød)vinene aromatisk ofte tæt på hinanden – om end strukturen er ret så forskellig. Men det er sket jævnligt, at man i blindsmagning har taget fejl af de to områder. Piemontes vigtigste vine er Barolo og Barbaresco. Stort set jævnbyrdige, men man kommer ikke uden om, at Barolo er den berømte storebror. Det kan selv Barbaresco-mesteren Gaja ikke lave om på.
