Der er meget kærlighed i det her Nørrebro-køkken.

For store og små ting er begyndt herude. Jeg er ikke uddannet kok, men autodidakt, og det er her, jeg har lært at bage pizzaer ved at stå og fægte med pizzaspader og bagesten. På et tidspunkt boede vi fire venner i lejligheden, så vi var lidt af et kollektiv, og jeg plejede at prøve opskrifterne af på mine roommates ved at bage pizzaer med mærkeligt fyld. Det er en god følelse, når man får ros for at have lavet noget, der smager godt. Da jeg overtog lejligheden for fem år siden, var jeg lige kommet hjem fra Frankrig, hvor jeg – ad omveje – var endt som medhjælper i et køkken.

Så da jeg kom tilbage til Danmark, vidste jeg pludselig en masse om at lave mad, og jeg begyndte at se nye muligheder i mit køkken og begyndte at bruge rummet på en anden måde. Et socialt rum
Køkkenet er vor tids mest sociale rum. Det er det sted, hvor der bliver skabt mest i et hjem, både helt konkret, fordi det er dér, maden bliver frembragt, men også på et mere abstrakt plan, for der opstår en masse tanker, når man står og bruger hænderne. At lave mad er en meget meditativ proces. Der er ikke så meget plads i mit køkken. Men det gør ikke så meget. Jeg er lidt af en køkkentyran og kan godt lide at have rummet for mig selv.