Eks-Noma-kokke har hjulpet med menuen i Den Blå Planet

Fisk. Den Blå Planet åbner fredag. Den nye attraktions spisested hedder 'Øst' og serverer en raffineret version af 'fish 'n' chips'.
Fisk. Den Blå Planet åbner fredag. Den nye attraktions spisested hedder 'Øst' og serverer en raffineret version af 'fish 'n' chips'.
Lyt til artiklen

Der er - selvfølgelig - fisk på menuen, når spisestedet Øst åbner i Den Blå Planet på fredag.

Ikke piranhaer, ciklider eller haj, selv om et besøg i det store akvarium måske vækker appetitten efter eksotiske havdyr.

Det er Meyers Køkken, der står for menuen, og de har i processen fået hjælp fra de to tidligere Noma-kokke Torsten Vildgaard og Søren Westh. Menuen har vægten lagt på nærområdets fisk og skaldyr.

»Et besøg på Den Blå Planet skal være en totaloplevelse, hvor maden også knytter an til vandets forunderlige verden. Med Meyers Køkken, Torsten Vildgaard og Søren Westh ved roret går smag, kvalitet og glade gæster op i en højere enhed. Det bliver sundt, lækkert og med noget på menuen for både voksne og børn«, siger Mette Broksø Thygesen, kommerciel direktør på Den Blå Planet i en pressemeddelelse.

LÆS ANMELDELSE Nyt oceanakvarium er ren ufortyndet fascinationskraft

Eddikepulver på fritterne
Carl Johan Paulsen, direktør i Meyers Køkken og Meyers Madhus, forklarer, at det bliver et familieorienteret spisested i stil med Meyers Deli, men med udsigt over Øresund.

Menuen byder f.eks. på en opgraderet version af den britiske fastfood-klassiker 'fish'n chips', som Torsten Vildgaard og Søren Westh har hjulpet med at perfektionere.

»Den er ret lækker. De har dæleme brugt lang tid på at tilpasse stegetiden, så kulleren er helt glasagtig inden i og perfekt sprød uden på«, fortæller Carl Johan Paulsen til Ibyen.

Serveringen, der også indbefatter persilledip og pommes frites med eddikepulver (dehydreret eddike, red.), koster omkring 100 kr.

SE TV

Pølsevogn på vej

Hvis man ikke har mod på den særlige fisk med fritter, kan man også bestille ny-klassikeren 'Meyers flæskestegssandwich', som mange vil kende fra filialerne af Meyers Deli. På Øst vil den blive serveret i en særlig forårsversion med sæsonens spirende grønt.

Deliernes stamkunder vil desuden nikke genkendende til indslag som øko-brød og kager fra Meyers bagerier, kaffe fra Estate Coffee, øl fra Nørrebro Bryghus og grøntsager fra Grantoftegaard - og kutymen med, at man selv henter mad og drikke ved disken.

I løbet af foråret vil Øst tilbyde buffet i weekenderne (150 kr. per person), og når vejret er lunere, vil Meyers Køkken også åbne en pølsevogn foran Den Blå Planet, hvor man for eksempel kan få sig en øko-pølse med ramsløgsalsa.

De tidligere Noma-kokke står ikke i køkkenet til daglig, men fungerer som menu-rådgivere og vil kokkere ved selskaber og særlige arrangementer. Spisestedet har plads til 200 gæster indendørs og 100 gæster udendørs.

Birgitte Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her