Lars Olsen powershopper fisk til Den Blå Planet: »Fisk kan godt blive søsyge af transporten«

transportsyge. Fisk kan godt kaste op af køresyge, så når Den Blå Planet henter 2-300 styk i Holland er de blevet sultet forud for bilturen til Danmark. Denne vimpelfisk havde de dog glimrende, da dette foto blev taget. (Arkivfoto)
transportsyge. Fisk kan godt kaste op af køresyge, så når Den Blå Planet henter 2-300 styk i Holland er de blevet sultet forud for bilturen til Danmark. Denne vimpelfisk havde de dog glimrende, da dette foto blev taget. (Arkivfoto)
Lyt til artiklen

Lars Olsen, der er kurator og afdelingsleder hos det nye akvarium Den Blå Planet, tager varebilen til Holland onsdag morgen klokken 5.

Her skal han powershoppe fisk i 11. time, så der er liv i bassinerne, når den nye seværdighed åbner 22. marts.

Ibyen.dk fik lov at stille et par spørgsmål før fiskeeksperten drog af sted.

Hvorfor Holland? Findes der fiske-shoppingcentre dér?

»Det er meget svært at importere fisk, at holde dem i live, have styr på vandkvaliteten og så videre. Det er en meget følsom branche, og man skal vide, hvad man har med at gøre. Mange har prøvet og givet op, men der ligger to store grossister i Holland - en for ferskvandsfisk og en for saltvandsfisk. Dem skal jeg ned og besøge«.

LÆS Danmarks nye arkitekttegnede akvarium åbner til påskeferien

Hvorfor køber I ikke bare direkte fra de lande, hvor fiskene lever naturligt?

»Det har jeg også gjort. Jeg har kigget lister igennem fra de mest eksotiske steder og bestilt direkte - fra Taiwan til Sydamerika. Men nogle gange er der udsolgt eller det er uden for sæsonen, og så hedder nødbremsen Holland«.

Kan man få alt i Holland?

»Det er ikke sikkert, men så har de måske arter, der kan dække behovet. Det kræver selvfølgelig at man har et godt kendskab til fiskearterne, så man ved, hvad man kan erstatte med«.

Ligesom Metro
Hvordan foregår det konkret hos grossisten?

»Man kommer ind i en kæmpe lagerhal, og der står akvarier i rækker på reol efter reol – ligesom i Metro. Så går man rundt med en blok og noterer '50 styk nummer 351'. Det kan tage det meste af en dag at komme igennem. Til sidst afleverer man sin bestillingsseddel, og næsten morgen kan man hente sine varer pænt pakket i termokasser«.

Hvad står der på din indkøbsseddel?

»En del ciklider, elefantfisk og...«

Elefantfisk? Er de meget store, har snabler eller?

»Ja, de har snabler. De lever i Nilen i meget grumset vand og kan stort set ikke se, så de udsender strøm og skaber et spændingsfelt omkring sig, og så orienterer de sig efter, hvordan det felt bliver brudt. Vi har faktisk allerede elefantfisk, men det er kun nogle bittesmå unger, så de går i akkklimatiseringsafdelingen indtil videre«.

Ok. Og hvad ellers?

»Ja, så skal vi have søheste - de er jo publikumsfavoritter - og vandmænd«.

Nogle meget eksotiske vandmænd, formoder jeg?

»Nej helt almindelige vandmænd. Men fordi det er udenfor sæsonen, og der er is på Øresund, kan vi ikke hente dem på stranden lige her ved Den Blå Planet«.

Hvad står sådan en vandmand i?

»30-40 Euro, så det er jo halvdyrt«

Hvor mange fisk skal du købe i alt?

»En 2-300 stykker. Og så tre fuglepar hos en opdrætter«.

Skal der fugle i akvariet?

»Ja, vi laver et fuglefjeld med edderfugle og svømmeænder. Senere kommer der også lunder«.

LÆS

Rødglødende Mastercard

Hvad er dit budget for sådan en tur?

»Det kan jeg ikke sige, men jeg har det store Mastercard med, og når det er rødglødende, så kører vi hjem«.

Og der er vel ikke det store besvær med at fragte fisk?

»Fisk kan godt blive søsyge og køresyge«.

Kan fisk blive køresyge? Men de kaster vel ikke op?

»Jo, det kan de godt. Så man sørger for, at de ikke bliver fordret et døgns tid, før de skal transporteres, så de ikke kaster op i vandet«.

Birgitte Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her