Det er sommer, det er sol, og det er hverdag.
Vi er på Sjælland, og der sidder børn ved middagsbordet. Her er sandsynligheden for, at der kommer koldskål på bordet, størst. Det viser tal fra FDB’s mad-O-meter – en database, som detaljeret sladrer om, hvad danskerne sætter til livs til måltiderne. »Koldskål er en sæsonbestemt hverdagsfolkespise«, konkluderer analysechef Lars Aarup fra FDB Analyse:
Mænd og kvinder, unge og ældre, højt- og lavtlønnede – alle er repræsenteret nogenlunde ligeligt blandt koldskålspiserne. Koldskåltallene er opgjort siden januar 2009 og viser ikke så overraskende, at vi især labber den syrlig-søde spise i os om sommeren, særligt i juli, mens forbruget er helt i bund i vintermånederne. Men også hen over ugen er der variationer: Koldskålen kommer gerne på bordet fra mandag til fredag, mens retten er mindre populær på lørdage. »Måske laver folk lidt lækrere og mere tidskrævende mad om lørdagen«, gætter Lars Aarup.