»Der findes måske bedre ting end en sildemad ... Men kun måske!« Restauratør Søren Puggaard ser stolt ud, da han hiver det indrammede skilt med det pudsige slogan ned fra dets søm over baren og viser det til Politiken. »Den har jeg fundet på – er den ikke god?«, siger Puggaard, der med sin trinde mave, røde kinder og tætte skæg ligner sindsbilledet på en hyggelig værtshusbamse. De hænger overalt, skiltene med talemåder af den type, man hyppigt finder på ’brune’ værtshuse og dunkle frokoststeder med mandshøje træpaneler. »Med sand på gulvet og sild på bordet«, hedder det med store, hæklede bogstaver på et aflangt skilt over spiseområdet – med henvisning til det sand, der er strøget ud over gulvet, sådan som man gjorde i gamle dage for at holde gulvene rene og pæne.
»Skab ro på din arbejdsplads – bliv hos Schønnemann«, lyder et tredje skilt. Restaurant Schønnemann kunne i kynikerens øjne minde lidt om en af Indre Bys turistfælder, sådan som den ligger der, et stenkast fra den så ofte nedsablede megarestaurant Skt. Gertruds Kloster. Og det havde måske også været mere eller mindre rigtigt for fem år siden.
