Da Claus Meyer blev konfirmeret, rejste han sig op og holdt en tale. Først vendte han sig mod sin mormor, som han elskede overalt på jorden. Det var hende, der holdt sammen på hans verden. Hun blev rost og takket, fordi hun havde været alt for ham i al den tid, han havde været til.

Derefter vendte han sig om mod sin mor og far, og ordene var få. »Jer to har jeg ikke noget at takke for«. Det er først for nylig, det helt er gået op for Claus Meyer, hvor bitter han dengang var på sine forældre. Han fandt beviset, da han ryddede op i sine gamle papirer, hvor han blandt andet faldt over den gamle udgave af Barnets Bog, hvor forældre noterer alt fra børnenes største bøvs til første skridt. »Her havde min mor skrevet om min konfirmation. Hun havde noteret, hvad jeg havde sagt, og at hun ikke forstod min reaktion. Men hun spurgte aldrig til det, og jeg har aldrig siden talt med nogen i familien om det«, fortæller Claus Meyer. Direkte fra løbetur Han sidder hjemme i den højloftede spisestue på Frederiksberg. Sammen med hustruen Christina og de tre døtre bor han i en stor herskabsvilla i kvarteret ved Landbohøjskolen. Det er en af den slags villaer, som er godt brugt og viser tegn på, at man måske engang havde planer om at male det hele, men bare aldrig rigtig kom i gang. Et stort skrummel af et hus, som med sin kreative uorden fortæller, at her bor folk, som ikke kan tage sig af at flytte bunker, så længe der er andre projekter, som er mere interessante, og det i øvrigt har vist sig, at verden ikke går under af den grund.