Benjamin Kelly er en bekymret mand. Han står nemlig med for fire millioner kroner natklub, han ikke kan få lov til at åbne. Bevillingsnævnet har givet ham afslag på hans ansøgning om bevilling til en 763 kvadratmeter stor bar, Max Billy, i tre etager. Og det undrer ham og hans udlejer KS Boltens Gård, som i årevis har udlejet lokalerne til barer ved navn Couch, Crazy Daisy og Pink. Og i øvrigt udlejer seks andre barlokaler i Boltens Gård. For der har aldrig været problemer med at få bevilling.
LINK Se Ibyens liste over værtshuse i Indre By
Vil føre til utryghed
Benjamin Kelly fik ifølge eget udsagn i november af politiet mundtligt tilsagn om, at en bevilling var en ren formssag. Ligesom politiet 11. januar indstillede Max Billy, som baren altså kommer til at hedde, til en bevilling.
Men i en fornyet indstilling fra 4. marts har politiet kigget på sagen igen, og nu er man pludselig mere betænkelig. Og en uge efter kommer afslaget fra bevillingsnævnet.
I afslaget står der blandt andet, at afslaget kommer fordi, priserne på alkohol er for lave.
»Den efter nævnets opfattelse store koncentration af udskænkningssteder i den umiddelbare nærhed i kombination med Max Billys forventede koncept med lave priser på hård spiritus (øl og shots til en 10'er, red.) målrettet et ungt publikum indebærer en risiko for hård udskænkning. Bevillingsnævnet har endvidere lagt vægt på, at der er tale om lokaler uanset, at de kontinuerligt har været indrettet til diskotek, der gennem længere tid ikke har været drevet restaurationsvirksomhed fra«.
En bevilling som den ansøgte vil resultere i større utryghed for folk, der bor og færdes i området, mener nævnet, der »frygter, at etableringen kan forventes at resultere i yderligere belastning af området«.
Ifølge KS Boltens Gård skyldes det lange ophold i brugen af lokalet, at man fra 2009 kørte retssag mod en tidligere lejer, der nægtede at flytte og endelig i 2012 blev udsat af Københavns fogedret.
Stop for bevillinger
Hos ejerne er der ingen tvivl om, at man fra kommunens side bruger de skyts, man nu engang har med et eneste mål i sigte. Nemlig at sætte en prop i antallet af barer specielt i Vestergade og Gothersgade, der ifølge kultur- og fritidsforvaltningen har nået et mætningspunkt.




























