Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Konkurrencemennesket. Mikkel Borg Bjergsø er ikke i tvivl om hans drivkraft - han ønsker at være den bedste

Nyt om mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Verdenskendt dansk mikrobrygger: Ligesom tyngdeloven kan jeg overvinde janteloven

Mød Mikkel Borg Bjergsø - berømt i den globale ølverden for bryggeriet Mikkeller.

Nyt om mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I midten af august slog Mikkeller Bar SF dørene op i Tenderloin, et hårdt, slidt kvarter i San Francisco fyldt med råbende gademennesker, prostituerede og forbrydere, men også en uforfalsket rå autenticitet.

Inde i det store nordisk designede lokale stod Mikkel Borg Bergsø iført en T-shirt med en ulv, der gnaver på en afrevet arm. Ved siden af ham stod hans ven og samarbejdspartner Jakob Mielcke fra den hypede københavnerrestaurant Mielcke og Hurtigkarl og Mikkellers art director, Keith.

De drak øl, mens folk strømmede ind til åbningen af »en af USA’s mest ventede ølbarer«, som onlinemagasinet Eater beskrev det. Et tv-hold fra BBC’s amerikanske redaktion var ankommet for at filme. Det var en vild følelse for Mikkel Borg Bjergsø, der er vant til at få masser af opmærksomhed i Danmark.

Nu er danskernes drikkemønstre blotlagt

»Det her var USA. Det var bare større«, siger han. Og så lige San Francisco, et af arnestederne for hele mikrobrygtrenden og en af de mest centrale ølbyer i USA.

»Jo, det er en god ølby, men den mangler en rigtig, rigtig god ølbar, der tager den helt derud. Det er det, vi har skabt«, siger han.

37-årige Mikkel Borg Bjergsø er ikke en mand, der abonnerer på falsk beskedenhed, og det er en indstilling, der på en måde har bragt ham til tops i den internationale ølverden.

Hans mikrobryggede øl kan købes i 40 lande, han har nu tre ølbarer, og planen er at udvide i Bangkok inden årets udgang og i London næste år. Mange synes, han er genial, både som brygger og entreprenør. En tilfældig ejer af en ølbutik i Barcelona kaldte ham »Øllets Messi«, da en af Politikens rejseskribenter spurgte til hans udvalg af Mikkeller-øl.

Der er også dem, der synes, at Mikkeller er sindbilledet på overfladisk og dyr hype og eksponent for en trend, hvor øl er gået over til at blive det rene rock’n’roll og branding. Og der er dem, der synes, at han får for meget opmærksomhed. F.eks. hans tvillingebror, Jeppe, skaberen af det konkurrerende ølmærke Evil Twin, der også har international succes og en ølbar i New York.

Den bedste ølbar
Vi møder Mikkel Borg Bjergsø på hans anden danske bar, Mikkeller & Friends i Stefansgade i den hippeste del af Nørrebro, en luftig ølbar i lyse træmaterialer, som han åbnede i marts. Der er gået en måned, siden han åbnede i San Francisco. Han har et hul i kalenderen.

»Jeg er lige kommet hjem fra London. Vi har fundet nogle lokaler, der er ret perfekte«, siger han. Mikkeller & Friends ligger denne dag på andenpladsen på listen over ’bedste øldestinationer’ på det velansete Ratebeer.com, så det synes at være det perfekte mødested. Det er en state of the art-ølbar med 40 fadølshaner, den bedste i landet ifølge Mikkel selv, fordi det komplicerede kølesystem og kølerum bedre kan holde øllet frisk, end konkurrenterne kan.

»Jeg smager så meget fadøl, hvor øllet er blevet gammelt eller for varmt, eller slangerne ikke er blevet renset ordentligt«, siger han.

»Den største grund til, at vi åbnede den første Mikkeller i 2010, var, at der ikke var nogen steder, der håndterede øllet ordentligt«.

Baren har 40 fadølshaner med alskens almindelige og mærkelige øl. Der er øl lavet på vingær, der smager hen ad champagne. Der er Mikkeller-øl, der har været lagret på calvadosfade. En øl vildgær og svensk kaffe. Der er øl med navne som Dangerously Close to Stupid fra bryghuset To Øl og Black Heart fra det heavy metal-inspirerede bryghus Three Floyds.

Det er et ølkort, der i den grad understreger, at ølproduktion ikke længere er ensbetydende med mænd i læderforklæder, der laver deres bys stolthed på 150. år. Det er en hip branche, mere som modeverdenen, hvor nytænkning, vildskab, stil og attitude også er centralt.

Martin Lehmann (arkiv)
Foto: Martin Lehmann (arkiv)

Udvalg. Mikkeller & Friends på Nørrebro fører 40 forskellige fadøl, heriblandt øl, man ikke kan få andre steder i Europa. Man kan også nyde Mikkellers mikrobrændte spiritus, lavet på bryggeriet Braunstein i Køge. Foto: Martin Lehmann

»Three Floyds, som vi samarbejder med, har en øl, der hedder Dark Lord, som de udgiver en dag om året. Da sælger de billetter, som giver dig mulighed for at komme ind og købe fire – fire – øl! Og i år solgte de 7.000 billetter på under to minutter! Det er ligesom Rolling Stones. Der kan du tale om hype!«, siger Mikkel.

Drak aldrig bajere
Mikkel Borg Bjergsø var ikke det ringeste interesseret i øl, da han voksede op med sin mor og tvillingebror i Kokkedal og siden Nivå. Men han var drevet til at være den bedste. Som 11-årig begyndte han og broren at løbe mellemdistanceløb og fandt hurtigt ud af, at de var gode til det.

»Hele min ungdom, de sidste år i folkeskolen og hele gymnasiet, foregik bare med at løbe. Ingen fester og ingen bajere, slet ikke. Det var meget ekstremt. Det var mig selv og mit konkurrencegen. Jeg er sådan en person, der, når jeg gør noget, gør jeg det 100 procent, og jeg vil være den bedste til det. Det har jeg sgu altid haft. Det kan godt være, at det stammer fra at være enægget tvilling. Vi er vant til at konkurrere og vant til at blive sammenlignet. Fordi man som udgangspunkt er ens«, siger han.

»Jeg har stadig nogle danske ungdomsrekorder. Så jeg var god efter danske standarder. Men der var jo kenyanere, man bare kunne glo efter. En af grundene til, at jeg stoppede, var, at jeg ikke kunne blive nummer 1«.

Alligevel blev han over to gange headhuntet til at løbe for amerikanske universiteter, men anden gang var han så demotiveret, at han i stedet festede og begyndte at drikke øl.

»Der, som 22-årig, fik jeg min ungdom. 11. december 1997 trænede jeg for sidste gang. Så skred jeg fra det universitet om natten«, siger han.

Tilbage i København gjorde han en uddannelse som lærer færdig og fik et job på Det Frie Gymnasiums grundskole. Sideløbende begyndte han at interesse sig for de nye specialbryg, øl som Hoegaarden og Chimay, der viste, at øl kunne være andet end pilsner og Bjørnebryg. Hans bror, Jeppe, startede en ølklub, der arrangerede ølsmagning og besøgte bryggerier. Til sidst besluttede Mikkel sig for at begynde at brygge selv i lejligheden, hvor hans kæreste, Pernille, kunne konstatere, at stanken af humle gerne sidder i tøjet i ugevis.

Sammen med barndomsvennen Kristian Klarup Keller begyndte han i 2003 at brygge øl under navnet Mikkeller – en sammentrækning af Mikkel og Keller. Øllene var rigtig gode, så i 2005 besluttede de sig for at prøve at sælge dem, i første omgang via broren Jeppe, der i perfekt parløb nu havde åbnet Ølbutikken på Vesterbro. Via Ølbutikken kom Mikkellers øl ud til kendere rundt i verden, og pludselig lå en af deres øl som nr. 1 på listen over verdens bedste stouts. Der ligger den stadig. Så tog det fart – Mikkeller var pludselig et rigtigt ølfirma med eksportaftaler. Men uden bryggeri. I stedet fik de andre bryggerier til at fremstille deres øl. Det, man kalder nomadebryggere.

Mikkel og Kellers veje måtte dog skilles efter blot et år som etableret bryghus: De to havde ikke de samme ambitioner, og det gav splid. Hvis Mikkel skulle gøre det, skulle det ikke gøres halvt.

Janteloven
Mikkel Borg Bjergsø har problemer med at forstå, når folk ikke vil det nok. Tag f.eks. hans danske bryggerkolleger, som han for de flestes vedkommende synes er alt for uambitiøse.

»Da hele mikrobryggeribølgen startede, hvinede Danmark op over, hvor fantastisk det var med alle de mikrobryggerier, men det var jo i virkeligheden dødssygt, det, de lavede. Danmark er et lille land, og skal man sælge øl i et lille land, skal man sælge noget, der minder om det, folk kender. Så folk lavede noget, der mindede lidt om Carlsberg«.

»Hvis man skal gøre det interessant i udlandet, skal man give den noget mere gas. Og helt seriøst, jeg ved godt, det lyder sådan lidt ... men det er jo ikke sværere end bare at proppe den dobbelte mængde humle i din IPA, så er den pludselig interessant for spaniere osse. For mig er det uforståeligt, at folk ikke kan se det«.

F.eks. havde Nørrebro Bryghus på et tidspunkt en fremragende brygmester, Shaun Hill, ansat.

»De havde faktisk muligheden for at komme ud over rampen«, siger Bjergsø. I stedet gik Shaun Hill solo og startede Hill Farmsted, lige nu ratet som det bedste bryggeri verden.

»Jeg siger det ikke for at svine dem til. De gør det, de er gode til, og som de synes er godt, men hvis de begynder at klage over, at økonomien ikke går så godt, så kunne det være, at de skulle gøre noget mere«, siger han.


»Jeg bliver klandret i ølverdenen for, at »han er sgu skidearrogant, for han taler grimt om os«. Det synes jeg ikke, jeg gør. Men jeg siger min mening, jeg kan ikke finde ud af andet«.

Man kan ikke skrive om Mikkel Borg Bjergsø uden at nævne hans tvillingebror, Jeppe Jarnit-Bjergsø. For Jeppe Jarnit-Bjergsø har kørt et parallelløb med sin bror, der på mange måder er forbløffende. Han løb på topniveau sammen med sin bror. Han interesserede sig for øl og stiftede en ølklub og åbnede en ølbutik. Han bryggede en enkelt øltype sammen med sin bror: Evil Twin.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og så åbnede han i 2010 et bryggeri med samme navn, der får brygget øllet i USA, og som vokser hastigt. Han åbnede en bar i New York i marts, Tørst, der lige nu ligger nr. 14 på Ratebeers liste over bedste øldestinationer (Mikkeller & Friends på Nørrebro ligger i dag nr. 9).

Rivaliseringen
Men de to brødre har et betændt forhold.

»Jeg fatter ikke, at I kun gider skrive om Mikkeller«, siger Jeppe på telefonen fra New York.

»Den danske presse interesserer sig kun for at finde en kæledægge, de kan forherlige fuldstændig overdrevet. Men Mikkel går kraftigt ned ad bakke i popularitet i USA«, siger han. Men så retter han sig selv:

»Nej, det er forkert at sige, at Mikkel ikke har succes, men det er der mange andre, der også har«, siger han.

»Jeg lyder misundelig og som en bitter mand, men det er jeg ikke. Vi er konkurrencemennesker i samme branche, vi er enæggede tvillinger, og vi er meget forskellige personlighedsmæssigt«, siger Jeppe Jarnit-Bjergsø.

Brødrenes forhold har været problematisk i mange år, men blev for alvor forværret, da Børsen i januar skrev en artikel om Evil Twin, hvor Jeppe beskrev, hvordan deres indbyrdes konkurrence var grunden til, at de var nået så langt. I en kommentar konkluderede weekendredaktøren, at Jeppe nok ville trække det længste strå »på den lange bane«.

Det var egentlig en ret uskyldig artikel, men sådan så Mikkel Borg Bjergsø det ikke. Han klagede til redaktøren over ikke at have fået »sin version af historien ud«. Det fandt Jeppe ud af og blev rasende. Han følte sig snigløbet.

»Det, jeg reagerede på, var, at Jeppe fik patent på at fortælle, hvordan vores forhold var, hvor jeg har en ret anden mening. Jeg ser sgu ikke ham som en konkurrent, og at jeg skal være bedre end ham. Jeg konkurrerer med mig selv«, siger Mikkel.

Men de to brødre erkender også, at de kan meget af det samme – at de har samme sans for godt øl og for at få det ud over rampen – og ironisk nok fører de også hinandens øl på deres respektive barer.

»Det gør jeg jo, fordi Evil Twin laver gode øl«, siger Mikkel.

Hvad er det for et gen, I har, der gør, at I begge kan brygge gode øl?

»Konkurrencegenet«.

Men man kan da ikke lave gode øl, bare fordi man har et konkurrencegen.

»Nej, men jeg tror, vi kunne blive gode til alt, næsten ligegyldigt hvad vi vil. Uden at det skal lyde hovskisnovski. Fordi vi vil være de bedste. Okay, jeg kan nok ikke blive den bedste fodboldspiller, men så finder man det, man er god til«.

Hvad er det så, du kan, som andre ikke kan?

»Det ved jeg sgu ikke ... ligesom at overvinde tyngdekraften, kan jeg overvinde janteloven! Haha! Jeg begrænser ikke mig selv, heller ikke når det gælder om at skabe kontakter. Ret meget af min succes – ud over, at jeg håber, at jeg laver gode øl – kommer af at samarbejde med dygtige og kreative folk, og det kræver en vis selvtillid. Der kræver en vis selvtillid at komme ind og lave husøl til Noma«, siger han.

Hipness
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at du er jo god til branding, coolness, hipsteriet og alt det her. Du har en art director ansat – hvor mange ølfirmaer har det? Så for at sætte det på spidsen: Skyldes en del af succesen din evne til markedsføring?

»Jeg ved ikke, om man skal bruge ordet markedsføring, for vi reklamerer ikke. Du har aldrig set Mikkeller i en reklame. Men jeg tror, du har ret. Og det hænger også sammen med at turde sige sin mening og være frembrusende og få de rigtige mennesker i tale«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Og så er det også en evne til at se, hvad der kan blive en succes. Med al ære og respekt – jeg kan godt lide min øl – men der er sgu mange andre, der også laver gode øl. Men vi serverer det på en anden måde. F.eks. lavede vi jo vores berømte væseløl, hvor vi brugte kaffe fra indonesiske væslers afføring til øllet (Mikkeller Beer Geek Brunch Weasel, red.), og så specielt er det bare heller ikke. Det gjorde vi, fordi det smagte godt, ikke for at få opmærksomhed. Men jeg udnytter altid muligheden for at få historien ud. Om det er at proppe 'lort' i en øl, lave Danmarks stærkeste øl, lave øl med trøfler for 50.000 kroner eller verdens mest bitre øl, så ved jeg altid, hvad der giver opmærksomhed«.

»Men på den anden side er jeg også fuldstændig kompromisløs med kvaliteten. Jeg kan stadig blive irriteret, når man støder på det der med, at Mikkeller-øl er hypet og dyrt. For vi bruger kun de allerbedste råvarer. F.eks. frisk humle direkte fra landmanden. Ja, gu er det dyrt, men det er de bedste ting nu engang«, siger han.

Vi slutter dagen af med at tage billeder. Ideen er, at Mikkel skal smadre et glas ned i bordet, så øllet står op. Vi forsøger igen og igen. Han tæsker glasset i bordet. Øllet står op i luften, driver ned ad bryggeren, væder hans jeans og lander nogle gange i pøler flere meter bag hans skulder.

Men hverken ham eller fotografen har i sinde at stoppe, selv om baren – der er åben for gæster – sejler i øl.

»Vi prøver igen«, siger Mikkel og smadrer glasset i bordet. Det skal sidde i skabet.

Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Perfektionisme. Billedet skulle være perfekt, ligesom øllene. Foto: Martin Lehmann

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden