Musiksmag: Lambrusco og vinyl.
Boblende vin og plader er nogle af specialiteterne hos Musiksmag. For nogle måneder siden rykkede den kombinerede musikbutik og kaffebar ind i lokalerne på Jægersborggade, lige over for den anmelderroste Restaurant Relæ.
I rygerummet er der brændeovn og bløde flydersofaer lavet af træpaller med madrasser på. Indretningen bærer i det hele taget præg af ‘gør det selv’, men på en tjekket måde.
På baren er der malet en sort fugl med en tamburin i kløerne, og der ligger en bog, hvor folk opfordres til at skrive en hemmelighed. Der er desuden bordfodbold og arkademaskine, hvilket kunne lyde som noget fra en våd teenagedrøm, men sådan fremstår det heldigvis ikke.
