mission. Den svenske journalist og forfatter Mats-Eric Nilsson kæmper indædt for at få tilsætningsstoffer ud af vores fødevarer og flere ægte fødevarer ind i stedet. Foto: Peter Klint
Foto: Peter Klint

mission. Den svenske journalist og forfatter Mats-Eric Nilsson kæmper indædt for at få tilsætningsstoffer ud af vores fødevarer og flere ægte fødevarer ind i stedet. Foto: Peter Klint

Nyt om mad

De fleste ved ikke, hvor meget de bliver snydt af deres madvarer

Svensk journalist hudfletter falsk markedsføring og madsminke i fødevareindustrien.

Nyt om mad

»Når du laver remoulade derhjemme, begynder du så med en skål med vand? Nej, du gør ikke. Men det er hovedingrediensen i den her«.

Mats-Eric Nilsson, en slank, 59-årig, let grånende svensk journalist, stirrer på ingredienslisten bag på den lysegule dunk med remoulade fra en stor dansk supermarkedskæde, som Politiken har taget med.

»Vand er billigt og praktisk. Men starter man med vand, opstår der jo selvklart et problem med konsistensen. Man må have fortykningsmidler i, så dem er der to af, og derudover modificeret majsstivelse. Så er der aromastoffer, som ikke skal angives nærmere, og som vi derfor ikke ved, hvad er. Men i remoulade indgår der jo æg i mayonnaisen, så det kunne være en æggearoma, der er tilsat«, siger Nilsson.

»Hvis man snyder med de naturlige ingredienser og tilføjer f.eks. vand, fordi det er billigere, så har man pludselig brug for rigtig mange tilsætningsstoffer for at sminke maden op. Det er min hovedkritik. Jeg siger ikke, at tilsætningsstoffer nødvendigvis er sundhedsskadelige – mange af dem er ukontroversielle, mens andre som f.eks. aspartam stadig diskuteres. Men problemet er, at de bruges som kosmetik, til at dække over, at der ikke er anvendt ægte råvarer eller ikke tilstrækkelig med ægte råvarer«, siger han.

LÆS ARTIKEL

Det er et budskab, du nok har hørt før, men næppe så grundigt og insisterende som fra Mats-Eric Nilsson. Nilsson har skrevet fem bøger, siden han blev opmærksom på problematikken, heriblandt bestselleren ’Den hemmelige kok’, der har solgt i 250.000 eksemplarer i Sverige. Den er netop kommet i en fordansket version.

Kvalitetsstempel
Nilsson og hans bror Björn Bernhardson står også bag ernæringsmærket ’Äkta Vara’, der nu er at finde på 700 varer i Sverige. I modsætning til andre nordiske ernæringsmærker er det et kvalitetsstempel for, at en vare ikke indeholder tilsætningsstoffer, ikke vildleder og er lavet på traditionel vis. Der skal være æg, ikke aromastof, i mayonnaisen.

»Man kan ikke kalde et produkt for pesto genovese og så ikke have pinjekerner i det – så får det ikke stemplet«, siger Mats-Eric Nilsson. Det er et kvalitetsmærke, der måske lidt overraskende har fået et lille gennembrud: Den store supermarkedskæde City Gross er begyndt at føre ’Äkta Vara’-produkter og kører ligefrem en stribe humoristiske tv-reklamer for konceptet.

I en reklamefilm laver en smilende bedstemor kager i køkkenet med sit kønne barnebarn, mens der kører nostalgisk underlægningsmusik i baggrunden.

»Men hør lige, vi skal have lidt surhedsregulerende middel i først, inden vi hælder den modificerede stivelse i!«, smiler bedstemor. »Må jeg hælde emulgeringsmiddel i?«, spørger den lille pige.

I en anden reklame råber unge aktivister ’Stoppa Matfusket’ efter en tankvogn fyldt med halvfabrikata fra et firma ved navn ’Mormors Godast’. Alle reklamerne ender med en speak om, at hvis du gerne vil undgå tilsætningsstoffer, så kig efter Ä-mærket.

Det er en reklameserie fra et stort kommercielt foretagende, der er helt i tråd med Mats-Eric Nilssons budskab: at industrien snyder os ved at fremstille et forløjet image af traditionel idyl, håndværksmæssige dyder og ældgamle opskrifter, som ’familien har lavet i generationer’, samtidig med at madvarerne i virkeligheden helt har tabt forbindelsen til al kendt tradition.

»Det er den hemmelige kok, som du som forbruger aldrig får at se. Det er udviklingsafdelingen, kemikerne og procesingeniørerne, der sætter det sammen i laboratorier«, siger han.

»Jeg har skrevet om det i ti år, og det, der har overrasket mig mest, er, at det er så udbredt. Mange journalister spørger mig om det værste produkt, jeg er stødt på. Og jeg kan sagtens komme på produkter: F.eks. en guacamole med 1,5 pct. avokado. Den findes på hylderne i Danmark (Santa Maria Guacamole dip, hvis hovedingrediens er vand, red.). Men egentlig har det overrasket mig mest, at det er så udbredt«, siger han.

Det startede med en is
Det startede for Mats-Eric Nilsson på en badestrand på Gotland for ti år siden.

»Jeg var sammen med min bror og nogle familiemedlemmer. På et tidspunkt gik min bror hen og købte nogle Magnum Pistache-pindeis og kiggede efterfølgende på ingredienslisten. Så spurgte han: ’Er der nogen af jer, der har nogen anelse om, hvad den her is egentlig indeholder?’ For ud over sukker var der intet på ingredienslisten, der havde noget med is at gøre. Den grønne farve stammede f.eks. fra spinat, ikke pistache«, siger han. Langsomt begyndte Nilsson, der var journalist på Svenska Dagbladet, at interessere sig for de madvarer, han havde i kølekabet. Det stod hurtigt klart, at det meste af industriens mad var fyldt med tilsætningsstoffer, og at vi spiste den samme mad i hele den vestlige verden. Der var kulturelle forskelle på produkterne, ja, men det var bare krusninger på overfladen. Kemien var ens.

Interessen mundede ud i bogen ’Den hemlige kocken – det okända fusket med maten på din tallrik’, der skulle ende med at vinde Nilsson priser og udmærkelser for sin indflydelse på den svenske madindustri. Et meget sigende eksempel var den populære færdigvare ’Jenny’s Kåldolmar’, der uheldigvis – for producenten Dafsgård – prydede omslaget på ’Den hemmelige kok’.

»På pakken stod der, at kåldolmerne var lavet efter en familieopskrift fra 1926, der ikke har været ændret, siden mormor Jenny skabte den for 80 år siden. Men den indeholdte 67 ingredienser og tilsætningstoffer«, siger han. Som han skrev i bogen: »Godt nok var mormor Jenny driftig, men hun havde næppe adgang til emulgeringsmidlet E 471, stabiliseringsmidlet E 450, den manipulerede kulhydrat maltodextrin, modificeret hvede- og majsstivelse eller de aroma- og farvestoffer, retten bestod af«.

Producenten var godt og grundigt hængt ud og fuldstændig uforberedt på den efterfølgende debat. Men i stedet for at gå i forsvar bestilte producenten 30 eksemplarer af bogen til sine medarbejdere og begyndte at lave produktet om.

»I dag er der kun et tilsætningsstof tilbage i Jenny’s Kåldolmar, nemlig et farvestof til sovsen. Nu laver de f.eks. kartoffelmosen af kartofler på fabrikken og ikke af et færdigpulver. Produktet endte med at koste nogle kroner mere i butikken, men det blev ikke så dyrt, som de havde frygtet«, siger Mats-Eric Nilsson.

»Til gengæld var det en svær proces at skulle igennem. En fødevarefabrik i dag er jo ligesom en bilfabrik. Man køber dele fra hele verden – f.eks. ingrediensmix fra Kina – og så bygger man det sammen til forskellige retter. Når man så skal vende den proces og står med 67 ingredienser, så bliver det en slags detektivarbejde at finde ud af, hvorfor man overhovedet endte med så lang en indholdsfortegnelse. Men de klarede det. I Sverige har en del af industrien lyttet til kritikken og vist, at det kan lade sig gøre at fjerne en masse af de stoffer«, siger han.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mats-Eric Nilsson bliver præsenteret for endnu et produkt fra Politikens køleskab – denne gang nogle karrysild fra Launis. Nilsson læser sig hurtig til, at produktet igen er fyldt med vand og fem forskellige fortykningsmidler. Det er også interessant, at de syltede agurker i karrysildene tilsyneladende ikke smagte godt nok – i hvert fald har de fået både kunstig søde- og et aromastof.

Snyder vi os selv?
Men hvorfor er det overhovedet et problem? Tilsætningsstofferne er godkendte og uskadelige, og alt tyder jo på, at danske forbrugere gerne vil have så billige varer som muligt.

»Hovedproblemet er, at man anvender tilsætningsstoffer, der i 9 ud af 10 tilfælde er kosmetiske og tilsat for at skjule, at man ikke bruger de rigtige råvarer eller har for lidt råvarer i produktet, eller at råvarerne har været behandlet på en måde, hvor smagen er forsvundet. Det er en måde at snyde forbrugerne på, fordi de tror, de køber noget andet, end de får. Jeg har ikke noget problem med, at folk gerne vil købe den slags varer, men jeg synes, de skal gøre det med åbne øjne«.

Man kan vel også sige, at det er konkurrenceforvridende?

»Ja, det er virkelig et problem og en god pointe. Jeg kender rigtig mange mindre producenter, og de er nogle gange helt desperate. De siger til mig ’hvis jeg laver en ægte mayonnaise eller en rigtig skinke eller en is efter gammel opskrift, hvad skal jeg kalde det’? For industrien har allerede sat sig på ordene 'ægte', ’hjemmelavet’, ’bedstemors opskrift’ osv. Det er jo at forvride konkurrencen betydeligt«.

Men ærligt talt, vi har i 30 år talt om tilsætningstoffer. Tror du ikke, folk udmærket ved, hvor meget tilsætningsstoffer fylder, men lukker øjnene, fordi det er nemmest ikke at vide noget?

»Nej, jeg tror, det er uppenbart, at folk bliver snydt, for ellers ville 400.000 ikke have købt mine fem bøger. Hvis forbrugerne mener, at det er en selvfølgelighed, at guacamole indeholder 1,5 pct. avokado, så ville de ikke møde op til mine foredrag. De fleste ved ikke, hvad der er sket med vores produktion af fødevarer, og hvor meget de bliver snydt«, siger han.

»Hvis du går ud og køber en ægte uldtrøje til 800 kroner og så bagefter opdager, at den kun indeholder 4 pct. uld, hvad siger du så? Siger du ’okay, sådan er det’? Nej, du går tilbage til butikken. Der findes kun to brancher i verden, der snyder forbrugerne så meget. Det er fødevarebranchen og kosmetikbranchen. Forskellen er, at folk i en vis udstrækning kan gennemskue, at rynkerne ikke forsvinder af en rynkecreme, og man ikke bliver yngre«.

Kiloprisen dræber de gode varer

Problemet, siger Mats-Eric Nilsson, forstærkes yderligere af en anden besynderlighed på fødevaremarkedet: de sammenlignelige kilopriser. De er en klar fordel, når en kunde hurtigt skal sammenligne, hvad et kilo svinekød fra den ene producent koster i forhold til den anden. Men det er et stort problem, når kunden laver sammenligninger på prisen på en økologisk håndværkspølse med 80 pct. kød og en industripølse med 30 pct. kød og emulgatorer for resten.

»Forbrugerne kigger på priserne og tænker, ’hvorfor koster den pølse det tredobbelte? De må tjene vældig mange penge på det’. Men dem, der tjener pengene, er producenten af den billige pølse. Her har avisbranchen været medskyldig, fordi vi har været så ekstremt prisfokuserede. Alle aviser laver jo prissammenligninger af, hvilket supermarked der har den billigste ’indkøbskurv’ af standardvarer. Den billigste er bedst. Så må det jo ende med, at folk kun kigger på prisskiltet«.

»Men sagen er jo, at priser jo sjældent er sammenlignelige. Der er jo ingen, der går ind til en bilforhandler og spørger om kiloprisen på bilen«, siger han med et grin, »og der er jo ingen, der bliver overraskede over, at en Jaguar koster mere end en Fiat. Men når vi handler mad, kigger vi på, hvad der er billigst, og tænker, at alle andre tager overpris«.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er her, at mærket ’Äkta vara’ har sin berettigelse – som et hurtig signal til forbrugere om, at der er forskel. At nogle varer på hylden er en Jaguar og ikke en Fiat.

Organisationen bag ’Äkta vara’ har dog ikke planer om at lancere mærket i Danmark, men Mats-Eric Nilsson håber, at danske forbrugerorganisationer vil lade sig inspirere og skabe noget lignende. For selv om Nilsson siger til folk, at de skal kigge på ingredienslisten, forstår han godt det råds indbyggede begrænsning.

»Det er kedeligt. Og det tager lang tid, hvis man skal læse sig igennem alle varerne for at fylde sin kurv op. Mærket er en genvej. Forhåbentlig også en vej til en positiv udvikling, hvor fabrikkerne begynder at ændre deres varer. Det er jo ikke, fordi deres drivkraft er at snyde forbrugerne og lave underlødige produkter. De giver til en vis grad folk det, folk vil have. Hvis vi forlanger noget andet og vil betale for noget bedre, så er det jo det, de laver«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce