Der plejede at være et spisebord her i stuen«, siger Per Brændgaard, »men det har jeg skilt mig af med. Jeg bruger det jo aldrig! Ha, ha«.
Vi går rundt og griner i Per Brændgaards treværelseslejlighed på Indre Østerbro, en lidt trang, overfyldt hybel med en umiskendelig ungkarlevibe. For Brændgaard har lige fortalt noget, han ikke har holdt skjult som sådan, men som han nok ikke har udpenslet helt så tydeligt før. Vi griner, fordi det lyder som en fræk hemmelighed:
