Sommeren er for mange af os lig med tid og overskud til at gøre lidt mere af det, vi drømmer om at gøre til hverdag. For eksempel kan det være, du drømmer om at få lidt mere eventyr ind i et travlt, skemalagt liv. Er det tilfældet, kunne et sted at starte være ved at træde lidt ud af komfortzonen. Sæt hverdagens nemme måltidsløsninger og mad på 15 minutter til side og kom ud i naturen, hvor du kan mærke, at du lever.
Tænd et bål, og brug bålmaden som påskud ikke bare for at gøre noget sammen, men også for at gøre noget for dig selv. Når du laver bålmad, har du friheden til med god samvittighed at sætte dig ved bålet og med maden som påskud kigge ind i flammerne og lade roen falde over dig.

