Du behøver ikke meget mere end en gryde og en bunke krydderier for at tilberede en nem og velsmagende kyllingeret.

Madredaktøren anbefaler: Supernem simrekylling med aubergine og tomat

Kyllingegryden tilberedes med både friske tomater og flåede tomater på dåse. Foto: Chris Tonnesen
Kyllingegryden tilberedes med både friske tomater og flåede tomater på dåse. Foto: Chris Tonnesen
Lyt til artiklen

4 personer

Tilberedningstid: ca. 40 minutter (det meste er simretid)

Ingredienser

2 løg
3 fed hvidløg
1 aubergine
5 cm ingefær
250 g cherrytomater, halverede
olivenolie
1 lille kylling (1.200 g)
olivenolie
salt og peber
1 dåse flåede tomater
6 dl hønsebouillon
4 dl perlespelt
1 lime, saften heraf

Krydderier

1 tsk. garam masala
1 tsk. spidskommen
2 tsk. karry
1 tsk. koriander, knust

Tilbehør

cashewnødder, saltede
frisk koriander
yoghurt

Sådan gør du:

  1. Skræl løgene, halver dem, og skær dem i tynde ringe. Pil hvidløgsfeddene, og skær dem i tynde skiver. Skær auberginen i tern. Skræl og riv ingefæren.
  2. Bland alle krydderierne sammen i en skål. Skyl og halver cherrytomaterne.
  3. Del kyllingen og brun kyllingestykkerne i en rummelig stegegryde i olivenolie, og drys med salt og peber. Tag stykkerne op på en tallerken, når de er brunet.
  4. Skru ned for varmen, tilsæt løg og hvidløg, og steg, til de bliver klare. Tilsæt aubergine, ingefær og alle krydderierne. Steg det i 5 minutter. Kom kyllingestykkerne tilbage i gryden. Tilsæt flåede tomater og halverede tomater.
  5. Tilsæt perlespelten direkte i gryden, hvis du vil spare energi og opvask. Ellers kog perlespelten i en gryde ved siden af efter anvisning på posen.
  6. Tilsæt bouillon til din kyllingegryde, så det dækker, og lad retten simre i ca. 25-30 minutter, til kyllingen er mør og perlespelten er kogt. Tilsæt evt. mere væde undervejs.
  7. Smag saucen til med salt og lime. Server retten med hakkede cashewnødder og koriander og server evt. yoghurt til.


TIP: Har du en høkasse kan gryden simre færdig der.

Mette Mølbak

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her