Kombinationen af frisk og lidt fed ørred samt letdampede grøntsager, der både smager lidt hot og meget aromatisk, er himmelsk.
Især når ørreden kun lige præcis får nok og ikke et øjeblik længere.
Du kan sagtens bruge laks eller anden fisk i stedet for ørreden. Leg også med grøntsagerne. Prøv f.eks. at bruge savojkål, søde kartofler revet groft eller skåret i papirtynde skiver.
Sådan gør du
Bland porrer, pastinak, gulerødder, rødløg, hvidløg, ingefær, citrongræs, chili, fishsauce, kardemomme og vanilje grundigt. Tilsæt en smule salt og peber.
Læg det i en dampindsats til en gryde eller wok og læg ørredstykkerne ovenpå. Drys med lidt salt og peber. Damp alle godterne i 8-10 minutter, til ørredstykkerne lige præcis er færdige. Det er de, når der dukker mælkehvide dråber op på overfladen, og de deler sig i flager, hvis du pirker til dem med en gaffel.
Bland citronskræl og -saft. Arranger ørredstykker og grøntsager på tallerkener og stænk citronblandingen udover.
Hvis du ikke har en dampindsats, kan du lave retten i en stor gryde. Kom 2-3 dl vand (eller hvidvin) i bunden af gryden, bring det i kog, læg ørredstykkerne ned i gryden og top med grøntsagerne. Det tager omkring 7-8 minutter.


























