Der er nu ikke noget som en fløjlsblød grøn suppe lavet af bladgrønt, der lige har kogt et øjeblik sammen med diverse smagsgivere, for derefter at blive blendet godt og grundigt med krydderier og luksusolie af en eller anden slags.
Citrongræs bidrager i dette tilfælde med en blid og lidt mere afdæmpet smag, end man måske er vant til fra asiatiske supper.
Den chili-vanilje-citronmarinerede melon er et godt modspil til suppen. Den er frisk, stærk og lidt syrlig. Sådan gør du Kom chili, vanilje, kanel, citronsaft og -skræl og æblecidereddike i en blender og kør det i et par minutter, til alle krydderierne er helt finthakkede og opløste i citronsaft og æblecidereddiken. Vend melonstykkerne i krydderlagen og lad dem trække så længe som muligt, mindst 30 minutter, men hellere natten over eller et par døgn. Kom grofthakket grønt, citronmelisse, citrongræsvand, hønsebouillon og fish sauce i en passende gryde, bring det i kog og lad det simre i 4-5 minutter, til det grønne er mørt uden at være udkogt eller blevet gråt og kedeligt. Kør suppen i blenderen med citronsaft og skræl samt solsikkeolie i et par minutter, til den er dejlig grøn, homogen og helt fløjlsblød. Server suppen varm (eller kold, den smager også godt dagen derpå) toppet med marineret melon. Det er helt oplagt at servere lidt kogt kylling (så kan man jo lave hønsebouillonen i samme omgang) eller en gang dampet fisk. Lidt hjemmebagt surdejsbrød ville heller ikke være af vejen. Citrongræsvand (cirka trekvart liter): Skær et lille stykke af bunden af citrongræsset, den lille tørre endeskive, og hak det groft. Kom hakket citrongræs i en god blender sammen med vandet og blend det i et par minutter, indtil citrongræsset er fuldstændig massakreret.




























